Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Institut for Donaldistisk Sociologi

Arbejde adler

- Om erhvervets sociale betydning i Andeby og børns ambitioner på deres voksnes vegne

 af dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme

Det er ingen spøg at være arbejdsløs - specielt ikke i Andeby. Her tænkes ikke på de økonomiske konsekvenser, omfanget af et eventuelt socialt sikkerhedsnet og muligheden for at få bistandshjælp. Nej, en fare langt større end at blive sat på gaden og mangle smør på brødet truer den arbejdsløse i Andeby: Faren for social ringeagtelse!

Andeby er et kapitalistisk samfund. Selvom enkelte forvirrede mennesker gennem tiden har forsøgt at plædere for noget andet, er dette et faktum, som alle seriøse donaldister forlængst har accepteret. Derimod har man gennem tiden ofte diskuteret, hvorvidt Andeby også kan betegnes som et religiøst samfund - og eventuelt ligefrem som et kristent samfund - idet mange forskere har påpeget, at religionsdyrkelse næsten synes et større tabu end sex i det andebyske samfund. Hvis man kigger ordentligt efter i kilderne, er der imidlertid masser af uomtvistelige belæg for, at Andeby er kristent, hvilket jeg ved en senere lejlighed vil gøre rede for. I nærværende afhandling vil jeg endda fremføre den påstand, at Andeby er udpræget protestantisk og af den calvinistisk-reformerte retning, hvilket meget tydeligt giver sig til kende i byens sociologiske forhold - herunder synet på arbejde.

To mænd med stor betydning for forståelsen af de andebyske samfundsværdier: Jean Calvin (t.v.) og Max Weber (t.h.). Man bemærker endda en vis lighed....

Opgøret med katolicismen betød et brud med Kirkens monopol på kristendommen og det skarpe skel imellem den verdslige og den gejstlige verden. Det enkelte individ fik nu selv mulighed og ansvar for, at fylde sit liv med religion, og da man ikke længere kunne søge frelsen igennem klostrenes hellige afsondrethed eller købe sig syndsforladelse gennem tidebønner og afladsbreve, måtte frelsen søges igennem det daglige levned. En række forskellige protestantiske og mod-reformatoriske bevægelser kappedes i årtierne efter Reformationen om at vinde hævd, og spørgsmålet om livet efter døden, frelsen eller fordømmelsen, blev konstant banket ind i folks bevidsthed. Da man ikke længere kunne købe sig til frelse, ansporede det folk til at gøre deres yderste for at frelse sig selv. Ifølge en af vor tids største sociologer, Max Weber (1864-1920), var det i denne religiøse spænding, at fundamentet for den calvinistiske kapitalisme og dennes særlige etik blev grundlagt.[i] Den calvinistiske protestantisme tog udgangspunkt i den såkaldte prædestination, ifølge hvilken alting er forudbestemt. Dette gælder også spørgsmålet om, hvorvidt man kommer i Himmelen eller i Helvede; intet man selv kan gøre, kan ændre på dette. Nu skulle man måske tro, at man ud fra dette synspunkt ville lade hånt om al kristelig adfærd og bare få så meget ud af jordelivet som muligt, hvilket enkelte vel nok også levede efter, men for de fleste var efterlivet en alt for væsentlig ting til en sådan reaktion. For calvinisterne blev det ikke nemmere af, at vi ifølge Jean Calvin (1509-1564) alle er syndere og derfor fortjener at ryge i Helvede; kun Guds nåde kan redde en fra denne kedelige skæbne. Det blev derfor uhyre vigtigt, at overbevise sig selv og andre om, at man hørte til de af Gud udvalgte - og at man gjorde sig fortjent til denne nådesbevisning. Derfor måtte det anspore den enkelte til at leve sit liv så fuldkomment som overhovedet muligt, hvilket ville sige så kirkeligt, så moralsk og så arbejdsomt som muligt - eller med ét ord, så puritansk som muligt. Dette var ifølge Weber starten på den moderne kapitalisme. Kun gennem vedvarende metodisk arbejde kunne puritaneren være sikker på sin frelse, hvilket forretningslivet og borgertilværelsen i byerne gav bedre mulighed for end landbruget (hvor man måtte affinde sig med lediggang om vinteren) og den traditionelle overklasse (der var præget af luksus og dekadence). I den borgerlige by-kapitalisme kunne man lægge endeløse timer i sit arbejde, og i stedet for at bruge de afledte indtægter, blev disse investeret i arbejdet, hvilket afledte endnu større indtægter. 

Calvinistiske forretningsmænd i 1600-tallets Amsterdam. (Rembrandt)

Som både jeg og G. Gans har argumenteret for tidligere (se evt. siden om Joakim von Ands psykologi), er Onkel Joakim indbegrebet af Webers calvinistiske kapitalist, der netop gennem rigdom og sparsommelighed søger bekræftelsen på Guds nåde. I det protestantiske Nordeuropa var det da heller ikke mindst i Skotland, hvor von And-klanen trods sit tysk-klingende navn som bekendt stammer fra, at calvinismen fik sin helt store betydning, men også i Nederland stod calvinisterne stærkt. Der er flere ting der tyder på, at det var ænder af samme calvinistisk-reformerte overbevisning, muligvis især fra det skotske og nederlandske område, der i de efterfølgende århundreder drog mod vest og koloniserede Andeby. Et indikation herpå haves i Andebys berømte grundlægger, Cornelius Blisand (hvis navn er tydeligt nederlandsk inspireret), der altid ses afbildet bærende en hat med påfaldende calvinistiske stiltræk. Et endnu sikrere eksempel på i hvert fald Familien Ands calvinistiske oprindelse findes i historien om dengang, da Anders beslutter sig for at drage ud i skoven for at jage kalkuner, og frem af klædekisten på loftet kan fremdrage en dragt fra sine forfædre, der i overbevisende grad minder om 1600-tallets mode i det calvinistiske Amsterdam (jf. Rembrandtbilledet ovenfor). 

Dertil kommer de calvinistiske værdinormer, der så tydeligt kommer til udtryk hos Andebys ældre generation, primært personificeret i Onkel Joakim og Bedstemor And; sparsommelighed og hårdt arbejde er den eneste vej til sand lykke, mens fråds og lediggang er roden til alt ondt. 

Min højt estimerede kollega på Bjørnologisk Fakultet, professor J.G.G. Jakobsen, har venligst gjort mig opmærksom på, at præcis samme calvinistiske etik kommer til udtryk hos moralens forkæmpere i Skoven uden for Andeby - nedenfor repræsenteret af børnehjemsforstanderinden Fru Bjørn. 

De absolutte modsætninger til disse sunde idealer findes hos Fætter Guf, Fætter Højben og Stygge Ulv, der derfor må se sig yderst ringeagtet af deres omgivelser, hvilket de imidlertid viser sig påfaldende upåvirkede af. Faktisk lader de nærmest til at have vendt idealerne på hovedet, så de skammer sig dybt i de få tilfælde, hvor de bare tilnærmelsesvis opfører sig korrekt i forhold til de gældende normer. 

I ovennævnte forhold adskiller synet på arbejdsløse og folk med lavstatusjob i Andeby sig ikke synderligt fra den menneskelige vestlige verden, som det i hvert fald var indtil slutningen af det 20. århundrede. Imidlertid tyder sociologiske studier af det klassisk-donaldistiske kildemateriale på, at den sociale skamfølelse kun i begrænset omfang - om overhovedet - opleves af hovedpersonen selv. Hvad enten det skyldes mental fortrængning eller ligegyldighed, er det som oftest nødvendigt, at personens nærmeste venner eller familie gør ham opmærksom på det ekstremt pinlige i situationen, førend skammen rigtig kan bryde ud - hvilket altså i ovennævnte særligt hårdkogte tilfælde nærmest synes umuligt. Og her begynder tingene for alvor at blive vendt på hovedet, for mens det blandt mennesker er almindeligt, at forældre har meget store ambitioner på deres afkoms vegne, så er det i Andeby tilsyneladende lige omvendt.

I den klassiske donaldisme findes talrige eksempler på, at børn oplever en afgrundsdyb skam, hvis deres onkler eller fædre ikke har noget arbejde. Her kunne man måske fristes til at tro, at ønsket om at få den ældre generation i arbejde hang sammen med økonomiske overvejelser, men dette synes kun i sjældne tilfælde at være sagen. En tilsyneladende fatal økonomisk konsekvens af Stygge Ulvs dovenskab fører i en historie til, at han og sønnen sættes på gaden - eller rettere skovstien - men i sidste ende viser det sig blot at være Lille Ulv, der har narret faderen i et noget naivt håb om, at denne herefter vil tage sig et job. Børnene i og omkring Andeby synes optændt af et inderligt ønske om, at se deres ældre mandlige slægtninge i arbejde - og helst et velanset arbejde. Det første imødegår, at børnene hensynker i dyb skam, det sidste udløser stolthed og social prestige. 

Om man søger at finde baggrunden for denne skamfølelse og sociale ambition på andres vegne, leder man tilsyneladende forgæves i familiens eget sociale normsæt. Bevares, ganske vist er både Onkel Joakim og Bedstemor And altid parate med en prædiken om det hårde arbejdes velsignelse, men deres tale synes nu sjældent at gøre det store indtryk på de yngre generationer - et fænomen, som bedsteforældre i vor verden formentlig vil kunne nikke genkendende til. 

Selvom de gamle fra tid til anden sætter magt bag opfordringerne og rent faktisk får de unge til at bestille noget, er det tydeligvis ikke noget, som den yngre generation tager positivt ved lære af. Snarere sporer man en vis “bassementalitet”, idet Anders f.eks. gerne udsætter nevøerne for samme hårde skole, som han selv er flasket op med. 

Det er tilsyneladende hverken bedsteforældrene eller forældrene (inden for bygrænsen onklerne og tanterne), der lærer ungdommen i Andeby at sætte en ære i (andres) arbejde. Det er et helt andet sted kimen til dette interessante sociale adfærdsmønster bliver lagt; nemlig i skolen! 

Statistiske undersøgelser af hjemmeopgaver og mundtlige spørgsmål i timerne i Andebys skolevæsen i perioden 1949 til 1955 viser, at det suverænt hyppigste spørgsmål til børnene er: Hvad bestiller din far / onkel? (alt efter om skolen ligger uden- eller indenfor bygrænsen)? “Arbejdsløs” er i den forbindelse helt klart ikke et velset svar. Alternative muligheder som “hønsetyv”, “slangetæmmer” eller “alt-mulig-mand på margarinefabrikken” er heller ikke noget, man høster mange point for. Men at det værste dog er, at være arbejdsløs, fremgår af, at Lille Ulv glædestrålende mener sig undsluppet den sociale skam, da han ved en tvivlsom udlægning af sandheden kan svare, at hans far arbejder som fugleskræmsel. At henfalde til decideret løgn synes derimod ikke at være en mulighed, som børnene overvejer.

Det er altså en bevidst skolepolitisk beslutning i Andeby og omegn, at sætte børnene i forlegenhed med tilbagevendende kontrolspørgsmål om deres fædres og onklers erhvervsforhold. Faktisk sættes vigtigheden heraf tilsyneladende langt højere end børnenes opøven af færdigheder i at skrive, læse og regne. Mens prioriteringen af sidstnævnte tre områder også i det danske skolevæsen synes at have været for nedadgående gennem de senere årtier, så er det ikke ellers muligt umiddelbart at genkende det donaldistiske skolesystems fokus. Den er imidlertid ikke til at tage fejl af. Da jeg første gang blev opmærksom på fænomenet, gjaldt mine umiddelbare overvejelser, om denne konsekvente linie skyldes en selv for det 20. århundrede sjældent gennemført calvinistisk etik i Andebys undervisnings- og børneopdragelsespolitik, eller om der er tale om et udspekuleret samarbejde mellem undervisningssektoren, de sociale myndigheder og storkapitalens interesser, idet man ved at indoktrinere børnene, får dem til at lægge pres på forældregenerationen om for alt i verden at blive erhvervsaktive, hvorved der kan indhentes store besparelser på de offentlige udgifter til overførselsindkomster, ligesom det gennem et øget udbud af arbejdskraft bliver muligt at holde løninflationen i ave.

Hvor besnærende end den sidste konspirationsparanoide hypotese kunne synes - ikke mindst blandt akademiske donaldister, hvor såvel anti-kapitalisme som konspirationsparanoia altid er populære tilgangsvinkler til forskningen - så er det undertegnedes opfattelse, at skolens linie snarere skyldes en oprigtig calvinistisk-etisk idealisme. Ellers må det i hvert fald konstateres, at konspirationen mellem de donaldistiske myndigheder og storkapitalen synes at have slået fejl. Undervisningspolitikken bevirker nemlig ikke, at de lavtlønnede masser holdes i ro - tværtimod. Når først børnenes skam over arbejdsløsheden er løst, så bliver det næste trin, at stile efter den sociale ære i at nå et højstatusjob. Her stopper ganske vist muligheden for at drage lære af Familien Ulv, idet Stygge Ulv bestandigt vender tilbage til arbejdsløsheden og Lille Ulv dermed til skammen, men anderledes forholder det sig hos Familien And. Ikke så snart har Rip, Rap og Rup fået Anders i arbejde, førend det ikke længere er fint nok, at han tjener til livets ophold som slangetæmmer (endskønt videnskaben fastslår, at han har ganske unikke evner i den retning) eller fungerer som alt-mulig-mand på margarinefabrikken (hvor han ifølge direktøren er Andebys bedste margarinepakker). Han skal være direktør, kunstner, akademiker (!) eller i det mindste noget farverigt som privatdetektiv. 

Særligt pågående er ungerne i foråret 1955, hvor de i februarnummeret får Anders til at tro, at han er musikalsk, og senere samme måned i solohæfte nr. 21 om “Anders And og søslangen” tvinger ham ud i en karriere som privatdetektiv.

Alene de valgte erhvervsretninger synes at aflive enhver formodning om, at nevøernes adfærd skyldes en af storkapitalen eller de sociale myndigheder udtænkt plan. At sådanne beskæftigelser heller ikke i Andeby stiller den store økonomiske gevinst i udsigt, fremgår af Anders’ egen kyniske kommentar: »Musiker - næ tak! Musikere dør som regel fattige og ukendte!« (SH 21/1955) Det er så ubetinget drømmen om social anerkendelse og berømmelse, der driver ungerne i deres psykiske pres på onkelen. 

Mens det i de donaldistiske beretninger ofte er et gennemgående tema, at børnene er klogere end de voksne og ender med at bevise dette, så er det i denne sammenhæng bestemt ingen nem opgave for Andebys ungdom. Lille Ulvs ambitioner på hans faders vegne må for alle donaldister på forhånd synes udsigtsløse, men overraskende nok viser også Anders And en imponerende uimodtagelighed. 

Det lykkes på ingen måde for ungerne at overføre deres skamfølelse eller ambitioner til deres onkel, der tværtimod revser dem for at se ned på hans hæderlige lavstatusarbejde. 

Anders’ efterfølgende optræden som privatdetektiv sker under udtalt protest og ligegyldighed, mens det kun skyldes en indbildt musikalitet og egen tro på evner i denne retning, at han siger jobbet op på margarinefabrikken og forsøger sig inden for musikken. 

Når Anders går på jagt efter nye jobs - hvilket han trods alt gør ind imellem - så er det sjældent samme sociale og prestigiøse ambitioner, der driver ham, som man finder hos nevøerne. Det er en kombination af økonomisk nødvendighed og lyst til at prøve noget spændende. 

Anders har imidlertid gennemgående meget svært ved at holde fast på sine jobs. Typisk pga. en blanding af klodsethed, søvnighed, overdreven tiltro til egne evner og ekstremt uheld. 

Det er sikkert yderst betegnende, at den eneste undtagelse fra regelen har været jobbet på margarinefabrikken, som på ingen måder synes at leve op til Anders’ egne ambitioner om at finde et job, der er spændende og nemt. Det er dog i denne sammenhæng mere interessant, at Anders’ reaktion på sine gentagne fyringer eller det monotone lavstatusjob ved fabrikkens samlebånd kun er økonomisk ærgrelse og kedsomhed. Han føler aldrig nogen skam over det - i modsætning til hvad hans nevøer tydeligvis gør på hans vegne. 

Denne tilsyneladende fuldkomne mangel på erhvervsmæssige ambitioner og social skam over arbejdsløshed eller lavstatusjob hos Anders og påfaldende store dele af hans generation (jeg nævner i flæng Højben, Guf, Vims, Fedtmule og Stygge Ulv, samt alle generationens kvinder, der kun meget sjældent påtager sig lønnet arbejde), kunne indikere, at vi er vidner til et betydeligt arbejdsmoralsk skifte i Andeby, hvor de gamle synes at have de allerstørste kvaler med at overføre den gode protestantiske etik på den yngre voksne generation i Andeby. Denne udvikling er helt i tråd med Webers tese, idet det calvinistisk-kapitalistiske samfund er dømt til at udløse sin egen undergang. Den protestantiske etik om vedvarende hårdt arbejde og sparsommelighed vil uvægerligt medføre stadig større rigdom, hvilket vi i Andeby ser opnået til sit ypperste hos Onkel Joakim, der end ikke formår at geninvestere alle sine indkomster og derfor må lade dem oplagre i en pengetank. Hvis al denne produktion fortsat skal kunne øges, kræver det, at nogen giver sig tid til at bruge af den producerede mængde. Og det producerede overskud af materiel velstand og rigdom må uvægerligt gøre det stadig sværere at modstå fristelsen for, at nyde jordelivet i stedet for at tænke på frelsen. Det er tilsyneladende netop dette afgørende vendepunkt, at Andeby er nået til; fra calvinistisk puritansk kapitalisme er det på vej over i rendyrket kapitalisme og gudløs materialisme - hvilket i øvrigt kan være grunden til, at vi i den yngre donaldisme ser stadig færre tegn på kristendommen og religionen i Andeby, men det er en anden historie.

Andeby er således midt i en indre splittelse. Byens ældgamle samfundssociale normer og værdisæt, ja hele dens fundament, er ude af trit med livsindstillingen hos især Anders’ generation. Værst kommer det måske til udtryk hos arketyperne Fætter Højben, Fætter Guf og Stygge Ulv, der med deres åbenbare dovenskab og arbejdssky adfærd endnu kan vække forargelse hos størsteparten af befolkningen, men især for førstnævntes vedkommende tydeligvis også vækker beundring hos mange, hvilket som bekendt har afstedkommet et æresmedlemskab i Dagdriverklubben - en organisation der i de gamles øjne må være en sand vederstyggelighed og et varsel om Antikrists snarlige komme og verdens undergang. De nævnte anti-calvinistiske foregangsmænd lader dog selv fuldstændig upåvirkede af den modvilje, der møder dem. Faktisk har man indtryk af, at de netop opfatter deres arbejdssky adfærd som samme tegn på guddommelig nåde, som den diametralt modsatte adfærd er for de gamle. 

Med hele denne udvikling for øje, er der herefter grund til at formode, at den neocalvinistiske linie i undervisningen rent faktisk ER resultatet af en bevidst politisk beslutning hos myndighederne og erhvervslivet i Andeby; ikke som tidligere foreslået for at udnytte og undertrykke masserne, men simpelthen for at afværge hele velfærdssystemets katastrofale sammenbrud. Efter den ekstremt hårdtarbejdende og selvopofrende generation, som Joakim von And og Bedstemor And repræsenterer, har Anders’ generation kunnet vokse op i en forkælet velstand og social sikkerhed, der har frataget den ambitionerne om at drive det til noget videre her i livet eller endog viljen til overhovedet at arbejde; de gamle skal jo nok sørge for dem. Mest udtalt ses dette i forholdet mellem Fætter Guf og Bedstemor And, hvor Guf sidder i skyggen og fornøjet ser Bedste slide i det, i sikker forvisning om, at han nok skal få sin gode frokost inden middagsluren.

Mindre sikre på forsørgelse kan man synes Anders og Højben burde være i forholdet til Onkel Joakim, men selvom denne ikke er rundhåndet med arveforskuddet, så ligger det dog i kortene, at de før eller siden skal arve hans fantasillioner. Men selv uden dette forjættende økonomiske fremtidsperspektiv ville de begge sandsynligvis fortsætte deres ubekymrede livsstil i sikker forvisning om, at henholdsvis geniale indfald og rendyrket held nok skal se dem igennem. 

En sådan indstilling hos en hel generation er selvsagt ikke sund i samfundsøkonomisk sammenhæng, og må nødvendigvis føre til stagnation, dekadence og i sidste ende forfald. Generationens ligegyldighed og ansvarsløshed er muligvis så fuldstændig, at den helt har sat det donaldistiske samfund i stå. Her skal blot antydes muligheden af, at vi her har den blandt sexologer så intenst eftersøgte årsag til mangelen på reproduktion i Andeby; de gider simpelthen ikke! Ligeledes kan den ekstreme situation være forklaringen på, at Onkel Joakim og Bedstemor And bliver ved med at leve videre - ansvarsfulde som de er, har de indset, at samfundet vil bryde sammen, hvis de lægger sig til at dø!! Ja, faktisk kan man fristes til den tanke, at Anders-generationens ambitiøse nulstilling ligefrem har sat tiden i Andeby i stå!!! 

Hvorom alting er, så er det en situation, der må få enhver ansvarlig sociolog og samfundsøkonom til at råbe vagt i gevær. Som Bjørnebanden må erkende i nedenstående eksempel, har myndighederne i Andeby fundet det nødvendigt at skrue drastisk ned for passive overførselsindkomster. 

En forventning om, at økonomisk pression alene kan få folk ud på arbejdsmarkedet, synes dog på forhånd at være alt for optimistisk - ikke mindst på Bjørnebandens vegne. Alle gode kræfter må sættes ind på at udtænke en redningsplan, og målet for den politiske indsats bliver børnene. Måske kan de med den nødvendige kodning få forældregenerationen til at tage sig sammen. Hvis dette er målet, synes planen imidlertid at være en fiasko. Ungernes bestræbelser på at få Onkel Anders til at blive til noget, går konsekvent i vasken - selv når det lykkes! 

Men selv hvis hele den mellemliggende generation må erklæres for tabt, så er det dog muligt at redde fremtidens samfund ved at indpode sunde og samfundsansvarlige værdier i børnenes unge og letpåvirkelige sind. Set i dette lys ligner myndighedernes ambitiøse projekt mere en succes. Fra uopdragne skarnsunger i børnehavealderen ved deres introduktion i 1937 er det lykkedes skolesystemet at gøre Rip, Rap og Rup til socialetiske morakkere godt 10 år senere. Det er endvidere meget oplagt at se oprettelsen af Grønspættebevægelsen som et led i samme samfundspolitiske plan. 

Der er således håb for Andeby. Hvis da ikke den unge generation mister troen på den indlærte etik efter de mange og gentagne nederlag, som de oplever, når de forsøger at redde deres onkler og fædre. Thi nok er det ikke let at være arbejdsløs i Andeby, men det er endnu sværere at være søn eller nevø af en arbejdsløs i Andeby. 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.