Sydnordisk Akademi for Donaldisme - Bjørnologisk Fakultet

Chronicon Wulf Litlæ

Jubelskrift i anledning af Lille Ulvs 60 årsjubilæum

af professor J.G.G. Jakobsen, Bjørnologisk Fakultet 2005

Det er i disse dage (begyndelsen af 2005) 60 år siden, at Carl von Buettner kunne bringe os de første beretninger om Lille Ulv. Stygge Ulv og Grisene havde da allerede udkæmpet en del slag på filmlærredet, men nu trådte altså også Ulv jr. ind på scenen. Umiddelbart burde det måske synes at styrke Ulvefamiliens chancer imod Familien Gris, men som bekendt blev virkningen jo en noget anden. Nedenfor bringes i kronologisk orden udvalgte episoder fra Lille Ulvs levned, med særlig vægt på de første år. 

Som en prolog til denne Chronicon Wulf Litlæ bør det anføres, at Lille Ulv faktisk ikke er ældste søn af Stygge Ulv. Han har - eller måske rettere havde - således tre ældre brødre (De Tre Små Ulve), hvilket en vis Carl Barks kunne dokumentere på film i 1936. Ret beset foreligger vel også den teoretiske mulighed, at Lille Ulv indgik som en tredjedel af dette søskendekuld, og at de to af brødrene (sammen med moderen) så er forsvundet i den mellemliggende periode frem til Lille Ulvs første sikre optræden i 1945. I så fald skal der dog være sket et markant personlighedsskifte hos den tilbageblevne ulveunge.

Lille Ulv i ur-ulvologien (lupismus antiquus) 1945-1946

Kronikør: Carl von Buettner

Da vi introduceres for Lille Ulv i januar 1945 (WDC 52), er det med en bog i hånden og en ske i grøntsagssuppen (for Lille Ulv altså, ikke os). 

Sådanne bizarre præferencer er alt andet end velsete i Familien Ulv, og Stygge Ulv viser sig sit fædrene ansvar bevidst og gør det klart for den vildfarne hvalp, hvad der forventes af ham. Og dette involverer hverken grøntsagssuppe eller bøger. 

Desværre for familiens ære står det hurtigt klart, at Lille Ulv hverken besidder evnen eller lysten til at være styg. Han har det simpelthen ikke i sig.

Og dermed er grundlinien tegnet for de næste 60 års hovedtema i den donaldistiske ulvologi: Ved siden af trængslerne med at fange de tre små grise skal stakkels Fatter Ulv nu også døje med en tilsyneladende uopdragelig, adfærdsvanskelig unge. Set fra Lille Ulvs synspunkt er situationen næsten endnu mere umulig, idet han både ønsker at gøre faderen tilfreds, men samtidig vil fastholde sin u-ulvske adfærd. Næppe noget andet sted i donaldismen oplever vi den klassiske kamp imellem det gode og det onde udlevet i et så nært personforhold som her. [1]

Det taler imidlertid begge generationer af Familien Ulv til ære, at de utrætteligt fortsætter forsøget på at omvende modparten - uanset at det for alle andre må synes relativt håbløst. Selv i en periode, hvor andre nok ville tænke mere over tiltrængte indretningsarkitektoniske tiltag og indkøb af en mere behagelig lænestol, tager Stygge Ulv sig tid til en diskussion med sønnen om passende sengetider (WDC 67). 

Endog på jobbet liggende i Bedstemors seng og klædt på til en klassisk ulvologisk udåd holder Stygge Ulv døren åben for sønnens ubehjælpsomme forespørgsler vedrørende en ligeledes klassisk ulveaktivitet.[2]  

På ét punkt har Stygge Ulv faktisk held med at uartiggøre sin søn. Lille Ulv lærer således snart, at den nemmeste måde, hvorpå han kan løse sit eget dilemma, er ved at narre faderen til at tro, at han har været styg. Sådanne bestræbelser kan ind imellem føre til ret fantastiske konstruktioner, hvor “griseninen” fortsat må regnes blandt de ypperste (WDC 57). 

Tilværelsen byder dog også på andre problemer for Familien Ulv helt tilbage i juniors ur-ulvologiske barndom. Faderens manglende held til at fange grise og kaniner (kombineret med hans snart opståede lede ved griseniner), og tiltagende problemer med at stjæle høns, er ikke befordrende for husets økonomi. I sommeren 1945 kommer det så vidt, at Lille Ulv må opleve sig og faderen sat på gaden - eller rettere skovstien - idet værten har smidt dem ud (WDC 58). Selvom husvildheden trods alt overvindes både denne og alle de efterfølgende gange, så er dårlig familieøkonomi herefter en fast ingrediens i Lille Ulvs opvækst. 

Lille Ulv i ældre klassisk ulvologi (lupismus classicus vetus) 1947-1954

Kronikører: Paul Murry & Gil Turner

Efter blot 2 års dækning af forholdene i Skoven overlod Carl von Buettner i julen 1946 reporterjobbet til nye kræfter, herunder den navnkundige Paul Murry, der kunne bringe de for bjørnologien så legendariske første, trykte billeder af Bror Bjørn (OS 129), og det var da også samme Murry, der i april ’47 dokumenterede det første møde imellem Gårdmand Bjørn og Familien Ulv (WDC 79). 

At der vitterligt er tale om det første møde fremgår af, at Bjørn uden mindste tøven hyrer Stygge Ulv til at male sit hønsehus! Uanset hvad man måtte mene om Bjørns intelligens, så har han dog aldrig senere indgået en så tåbelig aftale... 

Det er i øvrigt i samme beretning, at en ny væsentlig faktor bringes ind i Lille Ulvs tilværelse: Skammen! Den sociale skamfølelse over, at hans fader er en arbejdsløs, småkriminel døgenigt. Som påvist af dr. GrandjeAnd synes det i 1940-50’erne at være en bevidst skole- og socialpolitisk beslutning i Andeby og Skoven at sætte børnene i forlegenhed med tilbagevendende kontrolspørgsmål om deres fædres og onklers erhvervsforhold; faktisk sættes vigtigheden heraf tilsyneladende langt højere end børnenes opøven af færdigheder i at læse, skrive og regne.

Man kan måske nok sætte spørgsmålstegn ved det strengt etiske i denne fremgangsmåde, men virkningsfuld er den. I hvert tilfælde så langt som at påføre børnene skam over deres forældre/onkler og få dem til at forsøge at påvirke disse i positiv retning.

Hvad angår projektets endelige mål, synes resultaterne derimod mindre gunstige. Lille Ulvs forsøg på at tale til faderens dybt hengemte moral mødes af en uangribelig, grum logik.

Og med hensyn til ønsket om at bringe den inaktive forældregeneration ud på arbejdsmarkedet, kan man i Familien Ulvs tilfælde vel nærmest karakterisere bestræbelserne som håbløse.

Kun én ting kan sætte Stygge Ulv i sving: Hans mor!

Stygge Ulv har nemlig en mor, og Lille Ulv dermed en farmor eller bedstemor, hvilket jo er den slags ellers tilsyneladende tabubelagte familierelationer, man i donaldismen primært møder uden for Andebys bygrænse. Men Lille Ulv skammer sig bestemt ikke over sin bedstemor, tværtimod, da hun er både kløgtig og hjertensgod, og som nævnt har en for drengen at se positiv indvirkning på faderen. Eneste ulempe ved Bedstemor Ulvs besøg er, at hun snorker ganske forfærdeligt.

Den første til at bringe os viden om og billeder af Bedstemor Ulv var Don Gunn, der havde en ganske kort periode som reporter fra Skoven i 1948. Den uden sammenligning mest produktive kronikør fra den ældre klassiske ulvologi er imidlertid Gil Turner, der startede sit virke i 1947 og derpå rapporterede uhyre flittigt fra Skoven frem til midten af 1950’erne. 

På det genealogiske område var det således Turner, der i 1953 kunne supplere det ulvologiske familiealbum med billeder af Stygge Ulvs far (WDC 151). Og om nogen skulle undre sig over, hvorfra Stygge Ulv har sine stygge gener, når nu moderen er så sød og god, ja så er svaret tydeligvis, at han slægter faderen på. 

I modsætning til farmoderens visitationer ser Lille Ulv alt andet end frem til sin farfars besøg, der dog faktisk også kan blive for meget af det gode..eller rettere onde...for Stygge Ulv selv. 

Familieforholdene på Lille Ulvs mødrene side står anderledes hen i det uvisse. End ikke Lille Ulvs mor har vi nogen sinde hørt om. Det nærmeste vi kommer er (dagen før) Mors Dag i sommeren 1948, hvor Stygge Ulv i en meget bevæget scene afslører, at han har forsøgt at være som både en far og en mor for Lille Ulv (WDC 93).

I sidste scene går det endog så vidt med den moderlige erstatning, at Stygge Ulv låner fru Bjørns kjole for helt at kunne udfylde rollen!

Nu er det som bekendt 60 år siden, at vi første gang fik besked om Lille Ulvs eksistens. Men hvor gammel er han egentlig? Ja, faktisk har årstals-deterministiske ulvologer ment sig i stand til at regne sig frem til et forbavsende nøjagtigt bud herpå. Ved den famøse spørgeskemaundersøgelse, som Paul Murry dokumenterede i april 1947, angiver Lille Ulv selv, at han da er 6 år (WDC 79).

Da Lille Ulv i foråret 1953 søger at narre sin far april (WDC 152), resulterer det i, at Stygge Ulv sender en falsk fødselsdagsindbydelse på vegne af sønnen til Brødrene Gris. Dette undrer Praktiske Gris, ifølge hvis hukommelse ulveungen først har fødselsdag “i næste måned”, og da vi med rimelig sikkerhed bør kunne datere episoden til 1. april, bør det ifølge de deterministiske forskere betyde, at Lille Ulv - forudsat Gris’ hukommelse er korrekt - har fødselsdag i maj måned.

Sammenholdes ovenstående to kildebelæg kan man derfor deducere sig frem til et fødselstidspunkt i maj måned 1940! Hertil vil kritikerne straks anføre, at sådan kan man slet ikke stille tingene op, og at tidsforholdene i Andeby (og Skoven) gør sammenligninger med den jordiske tidsregning fuldkommen absurde. Dermed kan man måske også undskylde, at Fatter Ulv selv synes noget i vildrede med hensyn til juniors alder, da han i 1953-beretningen er i færd med at klargøre lagkagen og skal pynte denne med et passende antal lys. Pudsigt er det så, at han netop har valgt 8 lys, hvilket i 1953 - jf. den deterministiske tankegang - skulle pege tilbage på 1945, og altså dermed året for Lille Ulvs donaldistiske entré, som vi fejrer her i dag!

En sidste, væsentlig genealogisk oplysning, der her skal fremdrages fra den ældre klassiske ulvologi, er Paul Murrys introduktion af Lille Ulvs Fætter Izzy (med det senere kælenavn “Laban”) (WDC 82). (En nærmere præsentation af Familien Ulvs genealogi følger her på Fakultetet i løbet af foråret.)

Fætter Izzy inviteres med jævne mellemrum af Stygge Ulv med det formål, at han som potentiel rollemodel skal præge Lille Ulv i heldig retning - eller uheldig, alt efter temperament. Disse intra-familiære, sociale prægningsprojekter går dog vedvarende galt, idet det som oftest er den vanartede Lille Ulv, der ender med at præge Fætter Izzy. Allerede første forsøg må betegnes som en eklatant fiasko, da Fætter Izzy indmeldes som spejderdreng i et korps af “ulveunger”, hvor tropsføreren er en gris! Tilsyneladende lykkes det dog familien (eller børnehjemmet?) at af-præge fætteren fra den slags uheldige, artige tilbøjeligheder inden næste besøg hos Stygge Ulv og søn.

Stygge Ulv opgiver imidlertid ikke så let, og i den ældre klassiske ulvologi lykkes det ham faktisk flere gange at sætte så meget forælderautoritet bag sine bestræbelser, at Lille Ulv virkelig prøver på at være styg.

Men som allerede fastslået i ur-ulvologien KAN Lille Ulv bare ikke være styg, og vi bliver vidner til en række meget traumatiske, indre følelseskampe hos den stakkels ulveunge, som VIRKELIG ikke har det nemt. I beretningen om det mislykkede melontyveri (WDC 102) kommer det endog så vidt, at Lille Ulv i en stærkt følelsesladet scene anmoder Gårdmand Bjørn om at skyde sig!

Efterhånden lærer Lille Ulv dog at tage faderens udtalte utilfredshed med hans opførsel mere afslappet; en trodsig adfærd, som mange hårdt prøvede forældre utvivlsomt kan nikke genkendende til. Lille Ulv viger end ikke tilbage for decideret at modarbejde faderens forskellige gerninger udi grisejagt og hønsetyveri, ligesom han ved flere lejligheder går så langt som til at lyve eller i hvert fald bevidst fordreje sandheden for at afholde faderen fra at lykkes med sine skumle planer. Et af de mere kuriøse eksempler herpå blev dokumenteret af Gil Turner i 1949 (WDC 108), hvor Slyngelklubben optræder for første gang, og hvor Stygge Ulv er snublende tæt på det ærefulde hverv som klubbens formand - indtil sønnens karaktervidneudsagn sætter en effektiv stopper herfor.

En så voldsom løgn fra sønnike har da også krævet en forudgående indsprøjtning af løgneserum, så man forstår Stygge Ulvs fortvivlelse over sit ubegribelige uheld. 

Dagligdagen hos Familien Ulv i den ældre klassiske ulvologi byder dog på andet end blot  de vanlige konflikter imellem generationerne. Således gør sønnen f.eks. sit bedste for at hjælpe faderen med at holde kreditorerne fra døren, idet familiens økonomi ikke har bedret sig siden ur-ulvologien - og jævnfør Stygge Ulvs såre realistiske vurdering heller ikke har megen udsigt til at gøre det efterfølgende.

Lille Ulv i yngre klassisk ulvologi (lupismus gothicus) 1955-1960

Kronikør: Jack Bradbury

I anden halvdel af 1950’erne blev livet i Skoven dækket af et bredt hold af reportere. Perioden så fortsat spredte guldkorn af Mesteren Murry, mens Gil Turners beretninger så småt begyndte at tage af for helt at stoppe i 1957 - hvilket måske var godt det samme, da billedkvaliteten desværre også var for nedadgående sammenlignet med “den tidlige turnerisme”. Den såvel kvantitativt som kvalitativt (Murry fraregnet) primære, ulvologiske kronikør i denne periode er Jack Bradbury, der i øvrigt også var manden, der bragte øget fokus på to eksemplarer af Skovens trælevende jordegern, som dog ikke skal inddrages her.

Handlingsmæssigt kan man sige, at ulvologien fandt sine grundlinier i den ældre klassicisme, hvorpå disse blev fulgt uden de store afvigelser op gennem den yngre klassicisme. Både Gil Turner og Jack Bradbury kunne dog berette om en ny vinkel i Stygge Ulvs forsøg på at afrette hvalpen, idet far og søn i denne periode flere gange drager ud i vildmarken, hvorved Stygge Ulv håber på at give sønnen et barskere sind. Eller “styrke sønnens karakter”, som en anden kendt faderskikkelse ville formulere det.

Stygge Ulv søger også professionel hjælp. Til sønnen, altså. I 1956 indvilger Heksen i at give Lille Ulv enetimer i kunsten at være styg (WDC 185); mens man i Andeby tvinger børnene til at gå til klaver, kan børnene ude i Skoven altså risikere at skulle gå til styg.

Heksens evner viser sig dog hurtigt at komme til kort, idet Lille Ulvs inkarnerede godhed faktisk er immun over for alle heksens besværgelser. Man må dog nok også stille spørgsmålstegn ved Heksens fortsatte faglige niveau, idet hendes første lektion i styghed går ud på at stjæle skildpaddeæg - og ikke engang dét kan den pauvre pulverheks få Lille Ulv til. Et tegn på, at hun er ved at være for gammel? Mon ikke Bror Ræv eller Bror Kanin ville være bedre kvalificerede til at lære ulveungen uartigheder?

Mens Lille Ulv tydeligvis ikke har megen sympati for den gamle heks, er han anderledes velvilligt stemt over for den fikse lille Mary (WDC 182). Og hvor faderen tydeligvis foretrækker Marys lille lam, er sønnen klart mere interesseret i Mary selv (samt muligvis også hendes madkurv).

Ja, det er vel end ikke helt urimeligt at betegne Mary som Lille Ulvs første kæreste. Her bør det til Stygge Ulvs ære anføres, at han ikke synes at have noget imod et sådant kæresteforhold på tværs af arterne, hvilket dog kan skyldes hans fornøjelse ved udsigten til en uldklædt medgift.

Som nævnt indledningsvist ved introduktionen til den yngre klassiske ulvologi følger udviklingen i forholdet mellem far og søn i denne periode langt hen ad vejen de linier, der blev lagt i den ældre klassiske ulvologi. Alligevel må man dog ved periodens slutning konstatere visse betydningsfulde ændringer. Lille Ulv virker mere ubekymret end tidligere, da han efterhånden har indset, at det aldrig vil lykkes hans far hverken at gøre ham styg eller fange grisene. Men måske endnu mere opsigtsvækkende er Stygge Ulvs ændring til en stadig mindre styg størrelse, der i anden halvdel af 1950’erne er en bleg skygge af sit tidligere mørke jeg. I ur-ulvologien og den ældre klassiske ulvologi kunne Stygge Ulv nok være et pjok, når det gjaldt fysisk skrappe modstandere, men i den yngre klassiske ulvologi bliver han tilsyneladende efterhånden også blødsøden over for Skovens smådyr - og synes primært at opretholde den stygge facade af hensyn til sit renommé i Slyngelklubben. Ja, i enkelte tilfælde prøver han endog at gøre moralske indsigelser imod klubbens uhæderkronede arbejde.

Lille Ulv i sen-klassisk ulvologi (lupismus classicus tardus) 1963-1964

Kronikør: Paul Murry

Den klassiske ulvologi kan i vidt omfang siges at slutte med 1950’erne. Herefter fulgte et meget magert årti præget af yderst tvivlsomme reportager af en generelt forringet billedkvalitet (“kommercialismen”). Jack Bradbury stod som en af de få seriøse formidlere fra Skoven i mange år endnu, men også hans klassiske periode lå bag ham. Det eneste virkelig lyspunkt i 1960’ernes ulvologi var den såkaldte sen-klassiske periode, der pludselig for en kort tid brød mørket i 1963-64, hvor selveste mesteren Paul Murry atter var tilbage bag pennen. Og Murry kunne hurtigt fastslå, at Stygge Ulvs begyndende tegn på en skridende personlighed sidst i 1950’erne nu var en overstået, midlertidig krise. Nu stikker han uden mindste tegn på skrupler nevøen Wolfram én på skrinet, lader grisene lide under en kvælende, tung tærtedej, og - jo - han drysser dem også over med peber (MM 87)! Kan en ulv blive meget styggere? 

Hvad der altså en overgang tegnede til en sejr for de gode kræfter og den rene familieidyl for Lille Ulv, ændrer sig i sen-klassicismen tilbage til det håbløse udgangspunkt. Helt galt er det ved at gå i 1963 (WDC 270), da Lille Ulvs hang til botanisk udsmykning af hjemmet er tæt på at ende i den rene familietragedie: Stygge Ulv får potteplanten i hovedet, tror i sin sindsforvirring at Lille Ulv er en gris, og gør sig klar til at æde ham! 

Lykkeligvis afværges denne højdramatiske situation i sidste øjeblik med endnu en velplaceret urtepotte, men ifølge mange ulvologiske forskere er det ligesom om, at Lille Ulv aldrig siden har virket helt så sorgløs og ubekymret som før sen-klassicismens indtog. Mon ikke også de fleste af os ville være en smule prægede, hvis vi havde været tæt på at blive ædt af vore forældre? Man kan i øvrigt ikke helt undgå den uhyggelige overvejelse, om vi i denne barske beretning har en indikation på, hvad der er sket med Lille Ulvs forsvundne mor og storebrødre...?

Lille Ulv i den yngre ulvologi 1970-2000

Kronikører: Antonio Gil-Bao og Julio Antonio Ramos Poqui

Den yngre ulvologi er en fællesbetegnelse på to delvist beslægtede perioder i tidsrummet 1970-2000, der under ét har været domineret af spanske reportere fra Skoven. Ulvologiens såkaldte spanske rennæsance (lupismus rennatus), der begyndte omkring 1970 og varede en snes år, var afgjort et skridt opad i forhold til den kummerlige dækning af Andebys rurale omegn, der havde hersket i store dele af 1960’erne. En af de primære ulvologiske reportere fra denne tid er Antonio Gil-Bao, der kunne dokumentere, at den ukuelige Stygge Ulv langt fra var gået i stå, og i 1975 var meget tæt ved at lykkes med en genial kombination af grisejagt og det gamle “rødhætte”-trick (EH 12/1975).

Hvem siger, at man ikke kan lære en gammel ulv nye tricks - eller rettere nye måder at bruge gamle tricks på? Derimod taler episoden ikke meget til fordel for Lille Ulvs eller Grisenes intelligensmæssige udvikling, idet man nok kunne mene, at Stygge Ulvs forklædning burde være til at gennemskue. I sidste ende lykkes det trods alt sønnen at forpurre faderens planer, idet han med et fingeret hønsetyveri narrer Gårdmand Bjørn til at banke sin far (altså Lille Ulvs) hårdt i hovedet med en kølle. Man kan måske i den anledning stille spørgsmålstegn ved, om Lille Ulv egentlig er helt så sød og artig, som vi ofte går rundt og hævder? 

Da det går op for Bjørn, at Stygge Ulv ikke har stjålet hans kyllinger, men bare ville slagte og æde Brødrene Gris, bliver han meget brødebetynget og inviterer alle på julemiddag. Beretningen er faktisk på mange måder en interessant afspejling af de bizarre, etiske samfundsnormer, der hersker i Skoven. 

Den omfattende spanske indflydelse i ulvologien fortsatte op i 1990’erne med den såkaldte spanske modernisme (lupismus modernae), der både er kendetegnet ved en særegen billedstil og ved en tiltagende råhed i beretningerne, som man (bortset fra det sen-klassicistiske intermezzo) skal tilbage til ur-ulvologien og den ældre klassicisme for at finde magen til. 

Denne generelle udvikling i Skoven ses også hos Stygge Ulv, der efterhånden er lige så barsk som i Carl von Buettners tid, omend ifølge reporteren Julio Antonio Ramos Poqui en kende mere fedladen. 

Derimod synes Lille Ulv ikke rigtigt at trives i den benhårde, moderne ulvologi, idet også hans hverdag her i bekymrende grad vækker minder om de grumme, gamle dage. Og her, tæt ved hele krønikens afslutning, skal der gives et eksempel på den til dato eneste succesfulde måde, hvorpå Stygge Ulv kan få sin umulige søn til at blive styg: Hypnose. Op gennem hele ulvologien har Stygge Ulv ved tilbagevendende lejligheder ladet sønnen hypnotisere, og hvad hverken trusler eller trolddom har formået, er gentagne gange lykkes med simpel hypnose. Hvilket jo kunne tyde på, at Lille Ulv virkelig har en styg side gemt et sted dybt inde i sit engleartige sind. 

Mest udtalt er dette måske ved et af de første hypnoseforsøg, dokumenteret af Gil Turner tilbage i 1957, der faktisk kun er et fingerknips (fra den altid årvågne Praktiske Gris) fra at lykkes (WDC 203).

Imidlertid mislykkes hypnoseprojektet lige så konsekvent, typisk enten ved at Lille Ulv bliver for styg for sin far, eller ved at Stygge Ulv selv ender med at blive offer for metoden og derpå slipper grisene løs.

Lille Ulv i den post-moderne ulvologi (lupismus post-modernae) 2000 f. (?)

Kronikør: Massimo Fecchi

Ulvologiens spanske renæssance og spanske modernisme ebbede ud med udgangen af det 20. århundrede, og meget tyder på, at den reelt tog hele ulvologien med sig i graven. Siden år 2000 er reportager fra Skoven næsten helt forsvundet fra Anders And & Co. Måske har den tiltagende råhed op gennem 1990’erne til sidst nået et niveau, hvor de donaldistiske mediemonopoler har valgt at stoppe dækningen af hensyn til læsernes nerver? Eller måske tør reporterne simpelthen ikke længere tage forholdene ude i Skoven ved selvsyn?

Et meget sjældent eksempel på post-moderne ulvologi blev bragt til os af Massimo Fecchi i 2003 i anledning af Stygge Ulvs 70-årsjubilæum, hvilket på mange måder lovede godt for fremtiden, men desværre ikke er blevet fulgt op siden (AA 22/2003). Vi må dels konstatere, at forholdene i Skoven ikke er blevet mindre barske efter årtusindeskiftet. Stygge Ulv fremstår mere skræmmende end længe, 

..og familieportrætterne på væggen hjemme hos Brødrene Gris er ikke just for de sarte. 

Men glædeligvis virker Lille Ulv i post-modernismen mere harmonisk, engageret og i stand til at klare udfordringerne. 

Beretningens afslutningsscene er en passende udgang på nærværende krønike, idet den tydeligt viser, at trods alle de forviklinger, som skæbnen har maget i forholdet mellem Lille Ulv og hans far, så har der trods alt aldrig været nogen tvivl om den oprigtige kærlighed og hengivenhed, der hersker imellem far og søn i Huset Ulv. 

Tillykke med sønnen, Stygge Ulv.

Noter:

[1] Muligvis med en enlig undtagelse i Bror Bjørns af nogle påståede kamp mod sine indre dæmoner...

[2] I hvert fald klassisk i donaldistisk forstand. Ifølge Københavns Zoo oplever man sjældent her, at ulvene prøver at puste døre op.

Anvendte kildeforkortelser:

• AA         : Anders And & Co.

• EH          : Ekstra-Hæfte

• MM       : Mickey Mouse

• OS         : One Shots

• WDC     : Walt Disney’s Comics & Stories

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.