Det 3. donaldistiske seminar under Donaldistisk Forum

Afholdt den 31. oktober 2003 på Roskilde Universitet

Tiden i Andeby

 

Tidsforholdene i Andeby har bestandigt været en kilde til undren for den donaldistiske forskning. Hvorfor bliver ænderne tilsyneladende aldrig ældre? Er tiden gået i stå, er ænderne udødelige eller ældes de bare uhyre langsomt? Er det gamle “båndede optagelser” og genudsendelser vi i dag bringes fra Andeby - og er Onkel Joakim i virkeligheden forlængst gået bort, mens Anders sidder og mimrer et sted glemt og forladt på et plejehjem? Kan der opstilles et kronologisk udviklingsforløb imellem de enkelte historier eller er der tale om “tidssløjfer”, hvor vi efter hver historie vender tilbage til udgangspunktet inden den næste?

 

Disse vitale spørgsmål var emnet for det 3. donaldistiske seminar afholdt på Roskilde Universitet i efteråret 2003, med deltagelse af alle de kendte kloge (?) hoveder fra Donaldistisk Forum og en mængde spændte tilhørere. Efter at seminarets formAnd kort havde budt velkommen og præsenteret dagens program, bad han dagens første foredragsholder om at indtage talerstolen. Forummets gråsprængte og velansete nestor, dr. Gjøgsig, rektor for Sydnordisk Akademi for Donaldisme, havde som opgave fået at præsentere den hidtidige forskning og de eksisterende teorier omkring tidsforholdene i Andeby.

 

 

Tiden i Andeby - gennem tiderne

Seminarindlæg ved dr. J. Gjøgsig, Sydnordisk Akademi for Donaldisme (SAD)

 

Jeg har bemærket en tendens til, at jeg som indledning til mange af mine afhandlinger fastslår, at ét af de mest omdiskuterede spørgsmål i den donaldistiske forskning er just det, som jeg efterfølgende vil tage fat på. Det er således med bevidstheden om, at jeg gentager mig selv, at jeg i dag kan bruge præcis samme indledning, thi spørgsmålet om tidsforholdet i Andeby har i generationer undret donaldisterne.

 

  

Onkel Joakim har drukket af Ungdommens Kilde i Floridas sumpe og søgt den evige ungdom i Himlamajas dale, men er dette forklaringen på, at tiden synes sat i stå i Andeby?

 

Den første til at bringe emnet på banen, var - som i så mange andre forhold - nordmanden Jon Gisle (1973), der i sin gennemgang af forskningen af det andebyske forplantningsmønster nævnte den klassiske udødelighedsteori, der dog angiveligt allerede på dette tidspunkt var forkastet af de fleste. Udødelighedsteorien bygger naturligvis på den almindeligt kendte observation af, at ænderne og de øvrige figurer i Andeby tilsyneladende ikke ældes overhovedet; siden Anders Ands introduktion i Danmark i 1949 og til i dag, er ikke én af hans hvide fjer blevet grå, ungerne er stadig unger, og den gamle Onkel Joakim lever bare videre og videre. Hvad er forklaringen? Udødelighedsteoretikerne mente, at ænderne simpelthen ikke oplevede aldring, og at de derfor aldrig døde. Dette var dermed også forklaringen på, hvorfor de (altså ænderne) ikke har behov for at formere sig. Tværtimod er det faktisk uhyre samfundsbevidst og hensynsfuldt af dem at afholde sig derfra med henblik på et ellers let opstået overbefolkningsproblem. Kritikere anførte imidlertid, at der dog af og til omtales afdøde forfædre og der skulle endog i ekstreme tilfælde være eksempler på samtidige dødsfald i beretningerne, så døden eksisterer altså som et beviseligt faktum i det andebyske univers. Dertil kommer de mange omtaler af de voksne ænders barndom og ungdom - ikke mindst Joakims - og sammes evige bekymringer om at skaffe sig kvalificerede arvinger. Dette må jo betyde, - konkluderede Gisle - »..at han iallfall selv regner med å dø en gang. Andebys beboere er uten tvill usedvanlig harde og seiglivede, men å anta at de er udødelige er å gå langt ut over det kildene gir grunnlag for.« Ænderne er således ifølge Gisle blot tilsyneladende ekstraordinært sejlivede, men nogen uddybende forklaring herpå gav han ikke.

 

Selv et donaldistisk andeliv har en ende. I hvert tilfælde ifølge ændernes egen overbevisning.

 

Den første videnskabeligt funderede stillingtagen til problemet blev leveret i 1979 af den tyske donaldismeforsker dr. Konrad Quastenkopf i afhandlingen “Die Zeitdilation im Duck’schen Universum relativ zum Milchstrassensystem” (:den relative tidsforskydning imellem det donaldistiske univers og Mælkevejssystemet). Quastenkopf advarede indledningsvist strengt imod at falde til hidtidige letkøbte forklaringer såsom ungdomskilder, ungdomseliksirer, tidsmaskiner o.lign. uvidenskabelige forklaringer, idet forskningen efter hans mening alene burde støtte sig til sikre naturvidenskabelige fakta. Han startede i stedet med nøgternt at konstatere, at i den 26-årige periode, hvor Barks rapporterede fra Andeby, synes personerne - ifølge ham (altså  Quastenkopf) - højst ældet 3-5 år. Quastenkopf, der tilhørte den ortodokse barksistiske skole i tysk donaldismeforskning, fandt ingen grund til at inkludere andre kilder i sit arbejde. Eftersom den tyske donaldismeforskning på dette tidspunkt var nået frem til en erkendelse af, at den andebyske verden - her både kaldt Das Duck’schen Universum og Stella anatium - befinder sig i en anden galakse end Mælkevejen, så måtte den eneste logiske forklaring ifølge dr. Quastenkopf være, at de to galakser bevæger sig relativt i forhold til hinanden: »..ausgehend von den ständigen Rotationen, Translationen und Nutationen im All können wir ohne viel zu spekulieren annehmen, daß die Duck’sche Galaxis sich relativ zu unserer bewegt.«

 

I den moderne donaldisme er temporalt forskudte paralleluniverser tilsyneladende ikke et ukendt fænomen.

(AA 49/2003)

 

Jævnfør elementær relativitetsteoretisk tankegang kunne dr. Quastenkopf herefter konkludere, at tiden på Stella anatium går relativt langsommere end på Jorden jævnfør princippet om den såkaldte tidsdilation eller tidsforskydning. Quastenkopf fremsatte ikke nogen konkret størrelse på dilationsfaktoren imellem de to universer, men foreslog en omtrentlig sammenhæng, så man i løbet af én dag i Andeby kunne nå at læse adskillige ugers AA på Jorden. Dr. Quastenkopf kunne herefter med vanlig tysk nøgternhed fastslå, at: »So einfach ist das.« Quastenkopf havde afslutningsvis dette lille tankevækkende hjertesuk (her oversat til dansk): »Hvis det donaldistiske univers havde været kendt af videnskaben i 1905, hvor relativitetsteorien blev udviklet, havde Albert Einstein uden al tvivl brugt disse observationer i sine afhandlinger. Senere uklarheder ville dermed være undgået, og donaldismen havde straks fra begyndelsen indtaget sin retmæssige position blandt de højere videnskaber.«

 

Havde Einstein kendt det donaldistiske univers i 1905, ville han efter al sandsynlighed

have brugt det som sit vægtigste argument for relativitetsteorien.

 

Tyskeren Gary Gearloose (hvis navn muligvis kan være et pseudonym) var i et vist omfang enig med landsmanden dr. Quastenkopf. I den såkaldte Spezielle Temporalteorie og dens fem hovedsætninger kunne han i 1987 for det første fastslå, at tidsudviklingen umuligt kan være den samme på Jorden og Stella anatium. Desuden var det hans konklusion, at transmissionstætheden og -kvaliteten fra Andeby til Jorden i den barksistiske periode bedst kan forklares med, at de to systemer i forhold til hinanden bevæger sig i et dobbelt parabelsystem med “centrum” omkring 1952. Dette skulle forklare, hvorfor Barks kunne videregive de fleste og mest detaljerede af sine donaldistiske beretninger i 1950’erne, mens de både i 1940’erne og 1960’erne blev mere spredte og udetaljerede jf. de af Freddy Milton (1974) identificerede tre barksistiske hovedperioder (reelt byggende på Gisle); urdonaldisme (1942-48), ældre klassicisme (1949-56) og yngre klassicisme (1957-66).

 

Gearlooses donaldistiske temporalteori forklaret ved to parabelbaner.

Uddybende forklaringer burde være overflødige...

 

Det mest specielle ved Gearlooses temporalteori lå dog i, at han ikke blot - som Quastenkopf - mente, at tiden går langsommere på Stella anatium end på Jorden; ifølge Gearloose var tidsudviklingen imellem de to universer invers, således at tiden i Andeby (målt fra Jorden) går baglæns! For denne opsigtsvækkende påstand opstillede Gearloose fem beviser, hvoraf de to forekommer mig så tåbelige, at de end ikke fortjener at blive nævnt i dette værdige forum. Lidt mere format er der over hans femte bevis angående Fætter Højben, som i en af Barks’ allersidste beretninger Sydhavsrejsen (WDC 312, 1966) har antaget et ganske usædvanligt udseende, idet han bærer rullekravesweater, alpehue, hippiehår og gedeskæg. Er Højben blevet en »Späthippie« eller oplever han  »..einen Rückfall in seine Gymnasiastenzeit..«? Ingen af delene, mener Herr Gearloose; vi ser blot et af de allerældste ungdomsbilleder af Højben. Nu er det egentlig ikke min opgave her andet end at referere de eksisterende teorier, men jeg føler det dog magtpåliggende imod Gearlooses antagelse at fremføre, at hvad end årsagen måtte være til hr. Højbens “hippie-udseende”, så synes det mig dog at passe betydeligt bedre til jordtidspunktet for beretningen (1966) end til det af Gearloose foreslåede ækvivalente Andebyår (ca. 1934)!

 

Fætter Højben som hippie. Forsinket ungdomsbillede eller panik-før-lukketid sidst i 1960’erne?

 

Gearlooses bedste belæg gælder Onkel Joakim, som han ganske rigtig påpeger, virker betydeligt ældre ved introduktionen i 1947 end senere i den barksistiske periode. Det samme gælder rigmandens berømte 25-øre, der i starten af 1950’erne er så tyndslidt og skarp, at den kan skære et reb over, mens den senere synes »..allen Malträtierungen zum Trotz, fast prägefrisch zu sein.«

 

 

Gearlooses to mest holdbare belæg for tiden-går-baglæns-teorien.

Joakim bliver med tiden mere adræt (t.v.) og hans lykkemønt stadig mindre slidt (t.h.).

 

I nyere tid er spørgsmålet om tid og alder i Andeby atter dukket op med jævne mellemrum i donaldistiske fora i både Norge og Tyskland. I Norge har diskussionen ikke mindst været baseret på de donrosistiske beretninger, idet Don Rosa selv har bekendtgjort, at hans historier alle foregår i 1950’erne: »I maintain (as more a private bit of knowledge than anything else) that my stories take place in the early-mid... sometimes late 50’s.« Man kan dermed sige, at det ikke er tiden i Andeby, der er gået stå, men derimod transmissionerne derfra. Efter sigende strider Don Rosas opfattelse imod den gældende politik hos Egmont, ifølge hvem historierne i nutidens blade også foregår i nutiden, hvilket bl.a. er forklaringen på fænomener som “IT-banden”. At Rip, Rap og Rup stadig går i skole 66 år efter deres første optræden i de donaldistiske kilder, skulle forlaget angiveligt forklare med, at de har skulket så mange gange!! Endnu engang må man konstatere, at det kan være svært for seriøst arbejdende donaldister, at tillægge Egmonts udtalelser større videnskabelig troværdighed i forskningsmæssig sammenhæng!

 

Selvom Egmonts officielle forklaringer på særprægede donaldistiske forhold ofte efterlader forskerne noget skeptiske, så er den skarpt kritiserede påstand om, at Rip, Rap og Rups fortsatte skolegang i 2003 skyldes gentagne “gåen-klassetrin-om” faktisk ikke helt uden belæg, eftersom Anders allerede havde begrundet mistanke om sådanne problemer i 1941.

 

Norske donaldister som Human B og Vegar har imidlertid påpeget, at selv om man antager det donrosistiske synspunkt, at de samtidige transmissioner af Joakims liv starter i 1947 og fortsætter til og med 1950’erne, så er Andeby stadig beboet af adskillige “superoldinge”. Således er Onkel Joakim 80 år, da han vækkes af sin dvale i 1947, hvorefter han lever et aktivt liv i fortsatte eventyr til sin død i 1967. Bedstemor And skulle angiveligt være født i 1855, og således være omkring 100 år i midten af 1950’erne, hvor hun uden nævneværdig hjælp fra Guf eller familien passer sin gård på forbilledlig vis. Mest imponeret er Human B dog over Bjørnebandens bedstefar, der ifølge den donrosistiske kronologi skulle være imponerende 107 år, da han sammen med børnebørnene foretager raidet på pengetanken juledag 1947. Nogle år efter er han i fængsel, hvortil Human B forarget spørger: »hvem i allverden er det som setter en mann på over 110 år i fengsel?« I 1958, dvs. i en alder af 118 år, er bedstefaderen dog atter løsladt fra fængslet - på prøve! Human B konkluderer, at selvom andebyborgerne således tilsyneladende bliver “steingamle”, så må det mest sandsynlige være, at såvel Onkel Joakim, Bedstemor And og Bjørnebanden i dag ER gået bort, mens Anders derimod sagtens fortsat kan være i live; »Han er da bare noen-og-80-år gammel. Og det er vist ingen alder i Andeby.« Som en mulig årsag til den imponerende gennemsnitlige levetid i Andeby foreslår han, at det kan være noget med klimaet. Landsmanden Vegar supplerede med en overvejelse angående Joakims sekretær Frøken Rappesen (no.: Frøken Vable), der ifølge Don Rosa blev ansat i 1908: »Hun var vel da ca 25 år gammel. (...) Da hun debuterte som seriefigur i 1961, var hun altså ca 78 år gammel. Er det - med tanke på pensionering - idet hele tatt LOV?«

 

Bedstefar Bjørn prøveløslades sidst i 1950’erne fra “Andeby kachot” (hvor han har siddet for hønsetyveri, en form for kriminalitet, der ellers primært praktiseres i Skoven). Ifølge den donrosistiske tidsregning skulle han da være omkring 118 år, så man må give Human B ret i, at han holder sig godt. I øvrigt bemærkelsesværdigt, at han bærer fangenummer 186-802 - altså et højere nummer end sine børnebørn.

 

I den meget aktive tyske donaldismeforskning har man selvsagt også i nyere tid gjort sig seriøse overvejelser i tidsmæssig henseende. En af de mere banebrydende hypoteser er så sent som i sommer blevet leveret af en Herr Grünschnabel. Ifølge Grünschnabel har man indtil starten af 1990’erne kunnet forklare den tilsyneladende manglende aldring hos ænderne med, at beretningerne foregik i en ikke nærmere defineret fortid. Selvom f.eks. biler, tv-apparater og telefoner i nogle beretninger begyndte at se vel nye ud for en datering til 1950’erne, så var det til at leve med. Selv brugen af skateboard og walkman i 1980’ernes donaldistiske beretninger kunne med god vilje forklares. Men fra omkring 1993-94 begynder beretningerne at rumme ubestridelige beviser for, at de rent faktisk foregår i samtiden, hvilket f.eks. gælder forekomsten af teknologiske nyskabelser som mobiltelefoner og internet.

 

Med bl.a. internettets ankomst til Andeby mener Grünschnabel, at det ikke længere kan bestrides, at de modtagne donaldistiske beretninger foregår i nutiden. Som det turde fremgå, har brugen af dette nye revolutionerende kommunikationsmiddel i øvrigt nået samme seriøse niveau i Stella anatium som her på Jorden.

 

Grünschnabel opstillede tre forklaringsmuligheder på, at f.eks. Onkel Joakim både kunne være med i Klondike og leve i bedste velgående 100 år efter i internetalderen:

 

1: Den klassiske og mest enkle forklaring går på, at indbyggerne i Andeby enten ikke ældes eller i det mindste ældes meget langsomt - i hvert fald at dømme efter deres udseende.

 

2: Den anden forklaring er, at den teknologiske udvikling fra dampmaskine til internet er foregået langt hurtigere i Andeby end på Jorden. Dette harmonerer ganske vist ikke umiddelbart med observationen af, at den teknologiske udvikling i Andeby tilsyneladende har fulgt udviklingen på Jorden. Men en forklaring herpå kan være en transmissionsmæssig forsinkelse i beretningerne, således at eksempelvis beretningerne i AA i perioden 1965-1985 i virkeligheden kun dækker en 5-10-årig periode i Andeby. Akkurat som Jorden i princippet først vil blive mørklagt 8 minutter efter at Solen “går ud”, kan vi dermed reelt heller ikke vide, om ænderne overhovedet er i live i skrivende stund! (Nogen vil måske finde det påfaldende, at de forsinkede transmissioner netop når Jorden samtidig med, at samme teknologiske stadium nås her, men hertil kan man jo som overbevist donaldist spørge, hvorfra menneskeheden egentlig får sin teknologiske inspiration? Fra donaldismen, naturligvis, hvorved Jorden i virkeligheden kan betegnes som en slags forsinket og simpel projektion af Andeby. Denne overvejelse må dog tilskrives undertegnedes egen regning.)

 

3: Den tredje mulige forklaring, som Grünschnabel tydeligvis selv foretrak, bryder med den klassiske opfattelse af den andebyske og den jordiske tidsakse som to parallelle akser. Med udgangspunkt i betragtninger fra den post-moderne fysik foreslog Grünschnabel, at der kan være tale om krumninger på den andebyske tidsakse, der netop udløses af den interaktion imellem de to universer, som foregår gennem de donaldistiske kildeskrifter: »De gennemgår en [teknologisk] udvikling identisk med vores i et tilsvarende tidsforløb, men med hvert skridt de går ad denne tidslinie, presses den bagvedliggende fortidige tidsakse sammen. Da ænderne derfor, siden de første gang interagerede med vores verden gennem Barks, reelt ikke er kommet ét skridt nærmere enden af deres egen tidsakse, er de heller ikke blevet ældre.« Man kan måske bedst sammenligne Grünschnabels tidsaksekrumning med løb på et rullebånd i et motionscenter; uanset hvor lang tid man løber, er man reelt ikke kommet én meter længere frem.

 

Om tysk donaldisme kan det kort berettes, at den gennem årtier har været skarpt opdelt i to skoler, dels en rendyrket barksistisk Old School, der kun regner barksistiske beretninger for troværdige kilder, dels den såkaldte Boemund’ske Lære, hvor man inddrager alle donaldistiske beretninger som ligeværdige kilder. Siden starten af 1990’erne har også donrosismen som så mange andre steder gjort sit indtog i tysk donaldisme som en slags hybrid imellem de to gamle retninger, idet både Barks og Don Rosa - men af de ortodokse donrosister også kun disse - dyrkes her. Man kan måske umiddelbart synes, at den teknologiske udvikling i Andeby uden tilsvarende synlig aldring af ænderne først og fremmest er et problem for tilhængerne af den Boemund’ske Lære, men som påpeget af Herr Coolwater, oplever man også i barksismen enorme teknologiske landvindinger, hvoraf mange endnu må betragtes som søde fremtidsfantasier på Jorden. Således færdes ænderne hjemmevant i rummet, mens Gearløs’ fantastiske opfindelser i vidt omfang må siges at savne deres modstykker i denne verden. Coolwater, der vel nærmest bekendte sig til den donrosistiske opfattelse, så derfor ingen problemer i, at man i 1950’ernes Andeby var nået langt længere teknologisk end vi er her. Denne opfattelse synes at være den mest udbredte i den aktuelle tyske donaldisme, hvor flere har påpeget, at der tydeligvis er tale om genudsendelser fra en længst svunden tid - hvad ikke mindst de mange “udvalgte historier” vidner om.

 

Senest har en tysk donaldist under det særprægede navn “Das Schwarze Phantom” imidlertid påpeget et fænomen, som han selv benævner “tidsaksebrud”: »Erfaringer, som aktørerne gør sig i de forskellige historier, lagres ikke i deres hjerner, men forsvinder på uforklarlig vis.« Fantomet illustrerer dette med en beretning bragt til os så sent som i AA 31/2003, hvor et rumskib lander i Anders’ baghave. Anders bliver helt perpleks og tilkalder verdenspressen, der straks kommer styrtende til, men selvfølgelig er rumvæsnerne i mellemtiden forsvundet. Det mest interessante er imidlertid, hvorfor denne begivenhed skulle kunne udløse en så voldsom reaktion hos Anders og pressen, da ænderne igennem de sidste 20 år har haft utallige møder med ekstraterrestriske væsener såvel på Jorden som i det Ydre Rum. Man burde derfor ifølge Herr Phantom mene, at kontakt med rumvæsener efterhånden måtte være at betragte som et ret dagligdags fænomen for Andebys borgere. Phantomet kommer ikke nærmere ind på en forklaring af dette, som jo i princippet kunne skyldes en ekstremt dårlig hukommelse hos ænderne, men da han indledningsvist tilskriver fænomenet et brud på tidsaksen, kan vi vel med rette rubricere hans opdagelse i gruppen med de såkaldte tidssløjfeteorier; at ænderne efter hver transmitteret historie synes at vende tilbage til en tidsmæssig position omkring dennes begyndelse - uden erindring om den mellemliggende periodes begivenheder.

 

Som påpeget af Das Schwarze Phantom kan det undre, at besøg af rumvæsener i Andeby nogle gange vækker stor opstandelse, når sådanne ved tidligere lejligheder synes at have udgjort et ret dagligdags fænomen. Den mulige forklaring kan ifølge Das Phantom være “brud på tidsaksen”, hvilket i dansk donaldistisk forskning betegnes “tidssløjfeteorier”.

 

Dermed har jeg vist præsenteret, hvad der fra udlandet gennem de sidste 30 år er fremlagt af teorier om tidsforholdene i Andeby. Skal jeg kort opsummere, kan forklaringerne altså på nuværende tidspunkt siges at samle sig i fire hovedgrupper:

 

  2-3.a Som en underforklaring til 2. og 3. hævdes det især i tysk donaldisme, at den teknologiske udvikling i Andeby er Jordens langt overlegen.

 

Tak for opmærksomheden.

 

 

Under bragende bifald kunne den gamle rektor samle sine papirer og gå ned fra talerstolen. Fra alle sider af salen var der enighed om, at dr. Gjøgsig endnu engang havde leveret en grundig og sober redegørelse for videnskabens hidtidige forskning og aktuelle situation.

 

Professor Dam fra Danske Disney Undersøgelser var endda så optændt efter det redegørende foredrag, at han sprang op fra sin plads og med høj stemme forkyndte, at naturligvis måtte der være tale om et tidsaksebrud, men slet ikke sådan, som tyskerne forestillede sig! Inden professoren kunne forklare, hvordan tingene virkeligt hang sammen, blev han imidlertid afbrudt af seminarformAnden, der måtte anmode ham om at respektere talerækken, og lade tilhørerne vente i spænding på professorens afsløring til det blev rette tid hertil, (»Vi godtager ikke brud på seminarets tidsakse,« som formAnden fastslog til salens store fornøjelse) og for nuværende nøjes med eventuelt at kommentere dr. Gjøgsigs indlæg.

 

Professor Dam undskyldte da for sin utidige afbrydelse, som kun skyldtes begejstret ophidselse, men ville dog gerne benytte lejligheden til at kommentere Herr Grünschnabels teori med det alternative forslag, at tidsaksebruddet i stedet for at være udløst af selve kontakten imellem de to paralleluniverser kunne være skabt på Stella anatium af eksempelvis Georg Gearløs’ eksperimenter, men dette ville han (altså professor Dam) vende tilbage i sin egen fremlæggelse.

 

Da formAnden spurgte, om der var yderligere kommentarer eller spørgsmål, rejste en ung mand sig tøvende fra bageste række og fremstammede forsigtigt, at han (den unge VVS-lærling og amatørdonaldist Palle Damgaard) mente, at der var behov for flere kvantitative undersøgelser, førend man for alvor kunne lægge sig fast på nogle af de fremlagte forklaringsteorier. Unge hr. Damgaard er i øjeblikket i gang med en komplet optælling af samtlige mænd og kvinder i samtlige donaldistiske kildeskrifter udgivet i Danmark med det ambitiøse formål, at kunne beskrive udviklingen i kønsfordelingen i Andeby til forskellige tider. Tilsyneladende ligger projektets færdiggørelse endnu et stykke ud i fremtiden.

 

Da der ikke syntes at være yderligere kommentarer, kaldte seminarformAnden i stedet den næste foredragsholder frem til podiet; dr. GrandjeAnd fra Center for Klassisk Donaldisme. Doktoren skulle redegøre for tidsforholdene i Andeby set ud fra et klassisk-donaldistisk synspunkt. For nye læsere kan det oplyses, at man med “klassisk-donaldisme” på CKD mener donaldistisk viden bragt til af os de såkaldte “Fire Store Mestre”; Floyd Gottfredson, Al Taliaferro, Carl Barks og Paul Murry.

 

 

Tiden i Andeby – set ud fra et klassisk-donaldistisk synspunkt

Seminarindlæg ved dr. J. GrandjeAnd, Center for Klassisk Donaldisme (CKD)

 

I Center for Klassisk Donaldisme har vi givet dagens interessante tema meget grundige overvejelser. Og det er vores konklusion, at vi umiddelbart må afvise samtlige eksisterende teorier på området, da ingen af dem alene kan forklare de empiriske observationer fra den klassiske donaldisme.

 

Selve det forhold, at ænderne ikke synes at ældes nævneværdigt i hele den barksistiske periode kan jo lettest og mest logisk forklares med den klassiske antagelse om, at de simpelthen lever meget længe og gennemgår en set med menneskeøjne langsommelig aldringsproces. Dette kan både forklares relativitetsteoretisk som af dr. Quastenkopf med tidsforskydninger imellem Stella anatium og Terra homines - bedre kendt som Jorden -, og andelogisk med et anderledes biologisk funderet livscyklusforløb. Så var det bare så simpelt, kunne vi nøjes med at vælge imellem disse.

 

Problemet er imidlertid, at denne udviklingsmæssige stilstand ikke er konsekvent for hele den klassisk-donaldistiske periode. Anders And oplever tydeligvis en konstaterbar kropsmæssig udvikling fra hans introduktion i 1934 til omkring Barks’ indtræden som reporter i 1942. Dette viser sig især ved hovedets relative størrelse i forhold til kroppen (bl.a. kendt fra dr. Kopfschmerz’ i bjørnologien indførte Kraniometrische Kopfmasse-Kvotient, se evt. referat fra 2. bjørnologiske symposium), næblængden (jf. Gisles berømte rostrilongitudekvotient), øjenstørrelsen og -formen (i al beskedenhed jf. undertegnedes egne oftalmologiske studier), halefjerene og andefodsformen. Også mentalt kan der noteres en udvikling hos Anders fra den rene gadedrengeadfærd i 1930’erne til en - trods alt - mere voksen adfærd fra starten af 1940’erne. Men netop fra denne periode, altså første halvdel af 1940’erne, synes Anders hverken anatomisk eller mentalt at have udviklet sig yderligere frem til de sidste barksistiske og taliaferristiske beretninger nåede os i 1968-69.

 

    

Anders Ands anatomiske udvikling fra 1934 (til venstre) over 1942 (i midten) til 1966 (til højre). Mens der tilsyneladende er sket en markant fysisk udvikling i de første 8 år, er forskellen til at overse i de sidste 24 år. Selvom Anders endnu i 1966 var i besiddelse af sin ungdoms temperament, så må man dog også anerkende ham en vis mental udvikling fra midten af 1930’erne til 1942. Derefter er der imidlertid ikke sket meget, mener dr. GrandjeAnd.

 

Endnu tydeligere er dette måske for Mickey, Fedtmule og deres omgangskreds siden de første beretninger i 1932. Ikke mindst Fedtmule har udviklet sig voldsomt fra sin introduktion i 1933, hvor han ikke blot optræder uden bukser, med korte runde fødder og endog en lodden hale, men tilmed indimellem udviser en adfærd, der nærmest grænser til det ondskabsfulde (som når han ruller jordnødderne i peber inden han giver dem til elefanten); en Fedtmule, der på alle måder ligger milevidt fra den godmodige fyr (med bukser), vi kender fra eftertiden.

 

    

Fedtmules anatomiske udvikling fra 1933 (til venstre) over 1942 (i midten) til 1971 (til højre). Yngre læsere vil måske chokeres over, at Fedtmule i sin grønne ungdom spankulerede omkring uden bukser, og derved afslørede for omverdenen, at han har en lodden hale (der logrer, når han er særlig glad), og nærmest samme korte fodform som Mickey Mouse. I 1942 havde hans krop udviklet sig til det mere kendte, uden at det dog tilsyneladende imponerede lægerne på Andebys hvervekontor. Siden da er der ikke sket videre i hverken kropsbygning eller tøjsmag.

 

Nu kunne disse observationer jo af mindre indsigtsfulde folk forklares med en naturlig aldringsproces. De fleste personer oplever således en til tider ganske overvældende anatomisk og mental udvikling i ungdomsårene frem til et tidligt voksenstadium, hvorefter der ikke sker det helt store førend alderdommen sætter ind. Billederne af Anders og Fedtmule fra første halvdel af 1930’erne kan således bare vise dem i overgangen mellem barndom og voksendom, mens de fra starten af 1940’erne begge - i hvert fald rent anatomisk - kan betragtes som voksne.

 

    

Rip, Rap og Rups anatomiske udvikling fra 1937 (til venstre) over 1942 (i midten) til 1966 (til højre). Næblængden er blevet kortere og øjnene mindre (eller også er hovederne blevet relativt større) fra 1937 til 1942 - derpå er det svært at finde tegn på kropslig udvikling.

 

Men som alle donaldister ved, er sagen mere kompliceret end som så. For den naturlige aldringsproces, som Anders og Fedtmule i givet fald har oplevet i 1930’erne, sker IKKE for den efterfølgende generation med repræsentanter som Rip, Rap og Rup, Mik og Mak, Lille Ulv osv. Både Anders’ og Mickeys nevøer udvikler sig tydeligvis anatomisk og (især) mentalt fra deres introduktion i 1930’erne til starten af 1940’erne, hvilket deres onkler og øvrige familie utvivlsomt er såre taknemmelige for. Men siden da er intet tilsyneladende sket. Hvis ikke tiden i Andeby er gået i stå, så er tidens tegn det i hvert fald med hensyn til Andebyborgernes udvikling. Ser man nærmere efter, bliver fænomenet endda endnu mere ejendommeligt. RRR’s kropslige udvikling fra 1937 til 1942 er således efter min vurdering mindre markant end hvad vi så for den ældre generation fra f.eks. 1933 til 1938. Faktisk ser det ud til, at figurerne udvikles temmelig hurtigt i den første halvdel af 1930’erne, derefter med aftagende fart frem til 1942, og herefter næsten slet ikke eller i hvert fald ikke ret meget frem til Barks’ afgang i 1968 og Taliaferros død i 1969. De donaldistiske figurers aldringsproces kan således bedst beskrives med en eksponentielt aftagende kurve.

 

Ingen af de eksisterende temporale teorier kan efter min mening forklare disse observationer. Men hvad kan så forklare det? Jeg mener, at det er muligt at opstille to alternative bud. Det ene er den såkaldte mutationsteori, ifølge hvilken den fysiske og mentale udvikling af borgerne i det andebyske univers er gået i stå omkring 1942, mens tiden som sådan og den teknologiske udvikling er fortsat som normalt. Årsagen til dette må være en dramatisk påvirkning af samtlige indbyggeres fysiognomi og mikrobiologiske cellestrukturer, hvilket jeg kun kan forestille mig kan være sket gennem en voldsom samtidig bestråling af hele den andebyske verden, som igen bedst kan forklares med en heftig atmosfærisk forurening fra rummet, f.eks. gennem resterne af en supernova eller en solpletaktivtet af hidtil ukendte dimensioner i vor verden. Samme bestråling kan have ødelagt ændernes kønsdrift og forplantningsevner, hvilket som nævnt af Gisle kan synes praktisk nok med henblik på en ellers truende overbefolkning; sådan er naturen jo så viseligt indrettet, selv under katastrofer.

 

Som videnskabsmand er jeg ikke begejstret for denne forklaringsteori. Den forekommer mig for det første alt for letkøbt, og besidder dernæst det alvorlige videnskabelige problem, at den bygger på en fabuleren over aldrig andre steder observerede forhold. Naturvidenskaben kender ikke til noget stof, der under nogen former kan påvirke levende organismers kroppe i en grad, der stopper disses naturlige aldringsproces. Derfor er det videnskabeligt set uhyre betænkeligt, at skulle forklare de faktiske observationer med en sådan teoretisk konstrueret sammenhæng.

 

Dette gælder ikke mindst, da der eksisterer et oplagt og helt igennem positivistisk videnskabeligt baseret alternativ. Efter min mening gjorde dr. Quastenkopf ret i at søge forklaringen i de relativitetsteoretiske betragtninger. Han fejlede imidlertid ved at stoppe på et alt for simpelt niveau, idet forklaringen selvsagt er mere kompliceret. Gary Gearloose var i sin modelopbygning med de to parabelbaner nok nærmere sandheden, men da han skulle til at tolke på modellen, slog det tilsyneladende klik for manden; naturligvis går tiden ikke baglæns i Andeby! Lad os derfor hellere vende tilbage til Quastenkopfs tolkninger. De to systemer bevæger sig ganske rigtigt relativt i forhold til hinanden, men ikke med en konstant hastighed og formentlig end ikke med samme retning. CKD’s stab af dygtige fysikere og matematikere har beregnet, at den observerede aftagende tidsudvikling i det andebyske univers bedst forklares med, at Stella anatium og Jorden bevæger sig væk fra hinanden, samt at Stella anatium som alle andre kendte systemer i rummet synes at bevæge sig i en ellipsebane.

 

Den donaldistisk-temporal-relativistiske dobbelt-ellipsebane-model (af dr. GrandjeAnd blot kaldt “Modellen”).

 

Hvis vi i første omgang for overskuelighedens skyld lader som om, at Jorden står stille, hvad den selvfølgelig ikke gør, kan vi koncentrere os om Stella anatiums bevægelse i forhold til Jorden. Hvis Stella anatium (herefter kaldt SA) på et givet tidspunkt T1 udsender et signal, der indeholder oplysninger om livet i den donaldistiske verden, vil dette signal nå Jorden efter et vist tidsrum, ∆t1, der afhænger af afstanden (s) imellem SA og Jorden på signalets afsendelsestidspunkt og signalets hastighed (v); ∆t1 = s1 / v. Hvis der senere udsendes endnu et signal fra SA, på et tidspunkt T2, hvor systemet har bevæget sig længere væk fra Jorden, vil dette signal selvsagt have længere vej til Jorden og derfor – forudsat signalhastigheden er den samme – nå Jorden efter et tidsrum større end ∆t1: Eftersom s2 > s1 gælder, at ∆ t2 = s2 / v > ∆ t1.

 

Det betyder, at hvis de beretninger om Anders And, der f.eks. nåede Jorden i 1940, er blevet udsendt fra SA f.eks. fire jordår tidligere, altså i 1936 regnet på Jorden, vil et nyt signal udsendt fra SA ét jordår senere, altså i 1937, være mere end fire jordår om at nå Jorden. Lad os for eksemplets skyld sige, at det når hertil efter fem år, dvs. i 1942. Hvis vi nu udvider denne betragtning til, at der i den pågældende periode er udsendt en vedvarende strøm af signaler, vil det betyde, at den signalmodtagelse, der på Jorden strækker sig over en periode på to år (1940-42) i virkeligheden kun repræsenterer ét jordårs hændelser på SA. Selv hvis ænderne på SA ældes med samme hastighed som mennesker gør på Jorden, vil det herfra se ud som om, at de kun er blevet ét år ældre på to år. Jo længere SA bevæger sig væk fra Jorden, jo større tidsforskydning bliver der imellem universerne, og efterhånden vil tiden synes at være gået i stå på SA set ud fra de modtagne signaler derfra på Jorden.

 

 

Nuvel. Skeptikere kan herefter spørge, hvordan det kan være, at vi kun modtager signaler fra Stella anatium, mens denne bevæger sig væk fra Jorden. Og hvis denne har bevæget sig i en ellipsebane henimod og derpå væk igen fra Jorden, om vi ikke forinden burde have oplevet en periode med en tilsyneladende modsatrettet tidsudvikling i de andebyske signaler; hvor tiden altså tilsyneladende går hurtigere end på Jorden fordi signaler fra SA skal bevæge sig stadig kortere vej hertil. Man kan imidlertid fremsætte en række forklaringer på, hvorfor dette ikke behøver at være sket. For det første kan SA af ukendte årsager først have påbegyndt udsending af signaler på et tidspunkt, da systemet befandt sig helt tæt ved Jorden. For det andet kan Jordens evne til at modtage signalerne have været for dårlige eller helt ikke-eksisterende indtil de første billeder af Mickey Mouse tonede frem i 1928. Hvor relevante og sandsynlige end disse overvejelser måtte være, er det for modellens rigtighed imidlertid at regne for unødvendige spekulationer, hvis man tager ellipseformen med i betragtning. Hvis vi forestiller os, at signalerne bevæger sig med en hastighed svarende til systemets egen hastighed, vil det betyde, at signalerne vil blive kraftigt interfereret af nye signaler eller helt opslugt af systemets egen atmosfære så længe signalet og systemet bevæger sig i samme retning imod Jorden. Først når SA når et punkt i ellipseaksen, hvor signalvejen til Jorden ikke kolliderer med systemets egen bevægelsesretning, kan vi forvente, at det når klart og modtageligt frem til os. Dette punkt vil, hvis Jorden befinder sig for enden af ellipsebanen, indtræffe kort før SA når ellipsens vendepunkt. Det betyder, at vi gennem de modtagne signaler først vil opleve en kort periode med tilsyneladende hurtigere tidsforløb på SA end på Jorden, som derpå vil aftage og i en periode være konstant, indtil SA har påbegyndt sin bane væk fra Jorden, hvorefter SA-tiden vil opleves stadig langsommere på Jorden indtil den går helt i stå – for til sidst at forsvinde, når signalerne ikke længere er stærke nok til at nå frem eller blive modtaget på Jorden.

 

Og dette er, bemærkelsesværdigt nok, faktisk præcis det vi oplever i den klassiske donaldisme. I første halvdel af 1930’erne gennemgår figurerne en forrygende kropsmæssig og mental udvikling, der sat i relation til menneskelig udviklingsproces går hurtigere end hvad man skulle mene muligt. Hastigheden aftager, indtil den i årene 1937-1942 nærmest synes at følge menneskets aldringsproces på Jorden, hvorefter den som nævnt går mere og mere i stå indtil det endelig brud sidst i 1960’erne.

 

Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg egentlig ikke forventer, at mine tilstedeværende kollegaer rent faktisk evner at fatte det, jeg her har fremlagt, men lad mig da blot forsikre om, at jeg ganske givet har ret!

 

 

Forsigtige klapsalver mødte den klassisk-donaldistiske andtropolog, da han med vanlig selvsikkerhed forlod podiet. Tilhørernes ansigtsudtryk viste forholdsvis tydeligt, at dr. GrandjeAnd i hvert fald havde haft rimeligt ret i sin sidste antagelse om, de næppe helt ville kunne fatte hele essensen af hans teori, og mens nogle tænksomt kløede sig i baghovedet og andre rystede på hovedet med et opgivende blik, kunne formAnden takke for dette om ikke andet tilsyneladende meget videnskabelige indlæg på tidsseminaret. Et sted i salen var applausen ganske vedvarende og heftig, nemlig ikke overraskende nede omkring CKD’s bord, men to ganske unge mænd iført briller og hvide kitler så dog alt andet end fornøjede ud, da de modtog dr. GrandjeAnd, idet de rev sig i håret, pegede på deres papirer og på talerstolen. Efter en kort intern debat, kunne de undrende seminardeltagere se dr. GrandjeAnd vende tilbage til talerstolen med en temmelig irriteret mine. Han mumlede noget til formAnden og tog så atter ordet.

 

 

Mjaa. Jeg må bede de ærede fremmødte om at tillade mig endnu en kort bemærkning som supplement til det allerede fremførte. Som det vil fremgå, medfører den fremlagte forklaring også, at al anatid donaldisme, der hævder at være modtaget på Jorden siden Barks og Taliaferro modtog det sidste signal i 1968-69 åbenbart må være falsk, hvilket selvsagt ikke kan undre os på CKD. Mine unge kollegaer fra centerets afdeling for Fysik og Matematik har dog meget indtrængende bedt mig om at påpege, at dette imidlertid kun gælder for signaler, der skulle være udsendt fra Stella anatium SENERE end det senest modtagne (Tx). Af årsager, som det kan være vanskeligt at forklare, er det faktisk i princippet muligt, hævder de, at signaler ÆLDRE end de først modtagne i 1928 (T0) kan have nået Jorden EFTER 1968! Dette hænger sammen med, at også Jorden, Solen og Mælkevejen som bekendt bevæger sig i en ellipsebane, og at de signaler, som SA måtte have udsendt inden T0, ganske vist er blevet opfanget og interfereret i den oprindelige korteste bane imod Jorden, men da signalerne ikke nødvendigvis er udsendt retningsbestemt, men derimod snarere som cirkler udgående fra systemet (som ringe i vandet), kan de ikke-interfererede dele af signalcirklen have nået Jorden på et senere tidspunkt i dennes bane, efter at signaludsendelsen fra SA har mistet sin styrke. Det betyder i praksis, mener de unge mennesker, at det derfor ikke er fuldkommen umuligt, at eksempelvis Don Rosa og Marco Rota KAN have modtaget signaler om forholdene på SA inden T0 i tiden efter 1968. Dette, vurderes det, vil endda være mest sandsynligt en del år efter 1968, hvor risikoen for signalinterferens med de senest udsendte signaler er minimeret, og signalerne vil kunne tage form af en veritabel bredside af signaler fra en årrække inden T0, der vil kunne nå Jorden omtrent samtidigt pga. en nu mere sideløbende bevægelsesbane for Jorden. At de herrer Rota og Rosa således skulle kunne præsentere autentiske beretninger fra Stella anatium ældre end T0 i henholdsvis 1980’erne og 1990’erne er derfor – ifølge dette syn – ikke helt at afvise. Vi skal dog ikke regne dette for meget andet end efterdønninger. Modtagelsen af disse præ-T0-signaler vil være relativt kort og intens, og derpå hurtigt aftage til nærmest det rene ingenting.

 

 

Har Jorden modtaget såkaldte præ-T0-signaler, dvs. signaler ældre end de først modtagne i 1928,  fra Stella anatium efter at transmissionerne reelt sluttede omkring 1968-70? Og har Marco Rota dermed virkelig kunnet berette om Anders Ands tidligste barndom i starten af 1980’erne og Don Rosa om Onkel Joakims ungdom et årti senere? Det lyder utroligt (og lettere uforståeligt), dr. GrandjeAnd selv stiller sig tvivlende, men ifølge CKD’s relativitetsteoretiske ellipsebane-temporalteori er det faktisk ikke til at udelukke...

 

Jeg må erkende, at jeg personligt ikke tillægger denne del af teorien større sandsynlighed, men den er hermed givet videre til seminardeltagernes vurdering.

 

 

Herefter gik dr. GrandjeAnd for anden gang ned fra talerstolen og denne gang med faste skridt direkte hen til baren, hvor en tjenende and..øh..ånd hurtigt serverede ham et stort glas gyldengult væske med højt skum, som doktoren i forbløffende hast skyllede i sig, for derpå at bede om en ny. Imens dette foregik, havde formAnden spurgt, om der var spørgsmål fra salen til dr. GrandjeAnd. Selvom professor Dam markerede ivrigt og på alle måder forsøgte at påkalde sig formAndens opmærksomhed, lykkedes det tilsyneladende sidstnævnte at overse professoren, og i stedet give ordet til dr. Gjøgsig. Den gamle rektor sagde tøvende, at han bestemt mente, at der var mange interessante facetter ved den model og teori, som centeret for klassisk donaldisme her havde udviklet, men at han nok følte det nødvendigt, at se hele teorien lidt nærmere efter, inden han var helt sikkert på, at han havde forstået den i sit fulde omfang - og derfor også inden at han turde udtale sig endeligt om dens plausibilitet.

 

Professor Dam, der nu endelig blev tildelt ordet af formAnden (efter at denne gentagne gange havde spurgt, om der var ANDRE, der havde kommentarer), følte tydeligvis ikke samme behov for nærmere overvejelser omkring dr. GrandjeAnds just fremlagte teori. Professoren gav således udtryk for nærmest at være chokeret over, at dr. GrandjeAnd med sit indlæg havde overgået sig selv i middelmådighed. Hele teorien savnede efter professor Dams mening enhver form for videnskabelig dokumentation, især var der absolut ingen belæg for den påståede aftagende anatomiske vækstudvikling i 1930’erne, og afslutningsvis ønskede han at stille kraftigt spørgsmålstegn ved, om dr. GrandjeAnds “ekspertkorps” af fysisk-matematiske gymnasiaster overhovedet kendte ligningen for en ellipse? Svaret kom prompte i form af utilfreds hujen og en byge af papirkugler og knækkede blyantstykker afsendt fra CKD-bordet med en usvigelig sikkert udregnet kurs og bane, men gennemgående også med en for fysisk-matematikere ligeledes kendetegnende svag kastekraft, hvorfor de fleste projektiler kun nåede halvvejen. Dr. GrandjeAnd, der i mellemtiden var blevet i bedre humør efter påbegyndelsen af sin tredje fadøl efter foredraget, smilede derimod overbærende og takkede i stedet sin ærkerival for kritikken, som han hævdede mere end noget andet forsikrede ham om, at han var på rette spor.

 

Og da seminarformAnden herefter vurderede, at diskussionen næppe ville bringe yderligere sagligheder frem for dagen, kaldte han næste taler i rækken frem til podiet - hvilket netop var den just opvarmede professor Dam fra Danske Disney Undersøgelser.

 

 

Tidernes gang… og stop? En vurdering af tidsproblematikken i Andeby

Seminarindlæg ved professor P. Dam, Danske Disney Undersøgelser (DDU)

 

Lad os i stedet for at spekulere mere over GrandjeAnds (be)grund(elses)løse teser kaste os over faktaene. Følgende observationer kan ikke benægtes:

 

 

- Bevis: Det ses måske tydeligst hos Anders og Mickey, der ved første introduktion ikke er fuldt udviklet – sandsynligvis er de i deres teenageår – mens de senere er fuldt udvoksede. Men også hos flere af de andre figurer i byen kan den aldersmæssige udvikling følges: f.eks. er ungerne kun små-ællinger, mens de senere – under Barks’ glansperiode – er i deres ”præ-teenageår”.

 

 

- Bevis: Ofte kan det være svært at konstatere, at folk ikke ældes. Men man får et soleklart bevis, når man ser på ungerne, Mik, Mak og Muk samt de øvrige gengangere af andebyske børn. Disse ældes – i hvert fald ikke nævneværdigt - i løbet af sidste halvdel af 40’erne og frem.

 

 

- Bevis: Ja, selvfølgelig fortsætter den teknologiske udvikling: det burde være klart for enhver, at Andeby følger vor verden rent teknologisk. Andeby befinder sig tydeligvis i dag i IT-alderen, ligesom byen i løbet af 40’erne, 50’erne og 60’erne gennemgik de kendte teknologiske faser i den industrielle udvikling. Selv hvis man kun helliger sig Taliaferro og Barks, må dette være et faktum: Andeby får i løbet af slutningen af 40’erne, 50’erne og 60’erne f.eks. fjernsyn og biler med et sådant design, at de ikke teknologisk kan tilhøre 40’erne.

 

Når man analyserer det andebyske tidsforløb, må man have disse tre grundobservationer for øje. Det glemmer mange mindre videnskabelige donaldister. Og man kan ikke advare forskere nok imod at benægte – endsige at bøje – disse fakta for at blive i stand til at give den endelige forklaring på tidsproblmmet i Andeby. Vi må acceptere det faktum, at udviklingen – i det mindste den teknologiske – fortsætter på trods af, at den fysiologiske stopper på et tidspunkt.

 

Det er sjældent at selve tidsproblemmet nævnes eksplicit i reportagerne fra Andeby. Jeg kan dog her på det handout, som min assistent deler ud nu, fremvise ét. Scenen er fra arbejdsløshedskontoret, hvor Anders ses i et desperat forsøg på at få et job: konsulenten afslører her, at han intet har lavet de sidste par år, da ”alle andebyborgerne er tilfredse med deres arbejde”. Der er således ingen nyudlærte, ingen nytilkomne og teenagere som er på udkig efter jobs. Udviklingen er gået i stå. Jobkonsulenten kan kun få noget at lave, såfremt en af de ”gamle” andebyborgere beslutter sig for at skifte job.

 

Handout 1: Jobkonsulenten og Anders. (Kilde: AA 14/2000)

 

Og hvad kan forklaringen være? Ja, uden at give en sikker og endegyldig forklaring, vil jeg her opstille flere muligheder:

 

1) En naturlig fremkommet katastrofe (f.eks. en supernova, galaksekontakt til et sort hul el. lign.) har stoppet andebyborgernes fysiologiske udvikling.

 

2) En kunstigt skabt katastrofe (atomkraftuheld, B-bombe eller et resultat af et uheld fra Georg Gearløs / Hexias forsøg) har stoppet andebyborgernes fysiologiske udvikling.

 

De første to teser er letforståelige – en katastrofe af ufattelig styrke og ikke i vor verden kendt, har ændret cellestrukturen m.v., hvorfor andebyborgerne herefter ikke ældes. Både min ærede kollega Gjøgsig og min mindre ærede kollega GrandjeAnd har været inde på denne mulighed. Men hvis denne tese skulle være korrekt, hvorfor hører vi så aldrig om katastrofen? Er det et resultat af censur fra udgivernes side på linie med, at vi aldrig ser sexscener fra Andeby?

 

3) Tidsudviklingen sker spiralisk efter 40’erne.

 

Denne næste tese er betydelig mere kompliceret og kan opdeles i flere undergrupper, hvilket jeg dog indtil videre vil afstå fra at gøre. Groft sagt kan teorien beskrives, som at tiden ikke længere foregår lineært men derimod langs en spiral. Efter hvert tidsforløb – en dag? en uge? en måned – vendes tilbage til udgangspunktet. Og så dog ikke: den materielle status i verden – og borgernes viden herom – springer ikke ”tilbage”. Men den ”menneskelige” status vender tilbage til udgangspunktet: alderen forbliver således uændret og personlighederne udvikles ikke uanset hvor længe vi får historier fra Andeby. Andebyborgerne ”hænger fast” rent tidsmæssigt. Intet ændres.

 

Den sidste forklaringsmodel er ikke færdigarbejdet, men jeg tror ikke den fremtidige forskning kommer uden om tidsparadokser og den fjerde dimension. Jeg tror, det er i denne retning, at unge forskere skal begive sig. Letkøbte forklaringer holder ikke.

 

For at problematisere yderligere, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at visse journalister ikke nødvendigvis er bundet af tiden! Det mest kendte eksempel er jo Don Rosa, der åbenlyst tilkendegiver, at hans historier er taget fra 1950’erne. Men også Barks har haft evnen, som det ses fra dette ”Fremtidens Andeby”.

 

Handout 2: Barks futuristiske skildring af Andeby anno 1959. (Kilde: US 29)

 

Med denne pointering af, at problemstillingen er dobbelt – dels er der selve tidsproblematikken i Andeby og dels kan visse journalister selv rejse i den andebyske tid – vil jeg hermed afslutte mit indlæg. Tak. Tak… Hehe, tak. Tak. Nej, nu går jeg altså ned… hehe… Men tak til jer alle. Tak. Mange tak.

 

 

Professor Dams afsluttende ord var rettet på en lille gruppe entusiastiske tilhængere, der under stor jubel, klapsalver og takfast stampen i gulvet hyldede den afgående taler. De øvrige tilstedeværende klappede mere behersket og høfligt, mens de undrende spurgte hinanden, hvem den meget positivt stemte lille skare dog var, da ingen mente at have set dem før. Efter at professor Dam havde bestilt en runde fadøl til bemeldte gruppe, trak de sig tilbage fra seminaret, der herefter kunne fortsætte i forholdsvis god ro og orden. Professoren selv fortrak derpå skyndsomst til toiletterne, hvilket en af deltagerne - der her skal forblive unævnt - ikke undlod at kommentere med upassende beskyldninger om frygtsomhed, men da professor Dam efter en stund kom tilbage, sad de spørgelystne donaldister parat.

 

Første kommentar til professor Dams indlæg kom - måske ikke overraskende - fra dr. GrandjeAnd, efter at denne havde modtaget skarpe formaninger fra seminarformAnden om, at gøre det kort og bare nogenlunde sobert. Dr. GrandjeAnd var - heller ikke videre overraskende - ikke specielt imponeret over professor Dams indlæg, som han betegnede som en tåget og rodet fremstilling uden hverken et klart formål eller en ditto konklusion. At “noget” skulle have stoppet den fysiologiske udvikling i Andeby var ifølge GrandjeAnd jo en let påstand at kaste af sig, men han savnede et konkret og videnskabeligt baseret bud på hvad, hvorfor, hvordan og hvornår dette skulle være foregået. Som dr. GrandjeAnd selv havde været inde på i sit eget forudgående indlæg, savner videnskaben totalt empirisk belæg for, at “noget” skulle være i stand til at sætte den fysiologiske udvikling i stå hos levende væsener. Professor Dams henkastede antydninger af, at Gearløs eller Hexia de Trick skulle stå bag, var ifølge doktoren ligeså fabulerende som de “spiraliske” tidsakser, der vender tilbage til udgangspunktet og så alligevel ikke. Da formAnden rømmede sig for tredje gang afsluttede dr. GrandjeAnd sin kommentar med, at det af professor Dam påståede problem med den fortsatte teknologiske udvikling allerede forlængst var forklaret af tyske forskere med et betydeligt højere teknologisk stade - og deraf afledt hurtigere udviklingsproces - i det andebyske univers.

 

Herefter ønskede dr. Gjøgsig at kommentere debatten, idet han beklagede, at hverken dr. GrandjeAnd eller professor Dam tillagde “katastrofeteorien” større vægt. Forestillingen om, at en ukendt, men såre voldsom kraft skulle have udløst en fysiologisk mutation hos alle levende organismer i det andebyske univers, forekom ham langt fra så usandsynlig, som den åbenbart gjorde for hans to yngre kollegaer. Såvel fra den økologisk-toksikologiske forskning af den menneskeskabte forurenings indvirkning på organismers reproduktionsevne og den fossil-biologiske forskning af mutationsforløb op gennem forhistorisk tid var det efter rektorens mening fastslået, at en ydre miljøpåvirkning - hvad enten den er kemisk, fysisk eller måske endog psykisk - er i stand til at forårsage radikale ændringer i levende organismers fysiologi. Dr. GrandjeAnd kunne ifølge dr. Gjøgsig have ret i, at vi ikke kender til nogen påvirkninger, der skulle være i stand til at stoppe ældningsprocessen (til trods for de enorme økonomiske profitudsigter, påvisningen af et sådan middel måtte stille), »..men her må man huske på, at vi her på Jorden i hvert fald ifølge Stella anatium-teorien - som dr. GrandjeAnd jo tydeligvis selv hylder - befinder os i en helt anden verden end den donaldistiske, og derfor intet reelt empirisk sammenligningsgrundlag kan hævde at have. Hvem ved f.eks., hvad Stella anatiums atmosfære er sammensat af, og hvad eksempelvis en forurening med DDT eller en overdreven CO2-udledning ville udløse af reaktioner i Andeby? Akkurat som vi heller ikke ved, hvordan de donaldistiske ænder er sat sammen fysiologisk - således befinder den donaldistiske forskning af de anatide arters genstrukturer og mikrobiologi sig endnu på kravlegårdsstadiet - hvorfor det er umuligt at forudse, hvordan ænderne ville reagere på påvirkninger, som vi ikke regner for noget her på Jorden.«

 

Ifølge dr. Gjøgsig har forskningen endnu langt fra et klart overblik over, hvad de donaldistiske ænder egentlig kan tåle og hvordan de reagerer på kraftige ydre påvirkninger.

 

Dr. Gjøgsig vendte sig herpå imod professor Dams udtrykte skepsis til en sådan katastrofeteori, om hvorfor vi så ikke har hørt noget til den? »Men som professor Dam jo også selv antyder og desuden selv ved flere lejligheder har påvist, får vi langt fra alle essentielle oplysninger bragt til os fra Andeby. Det være sig forhold omkring sex, religion, racisme m.v. Og dog ved vi, at ænderne på en-eller-anden måde har formeret sig, at de har kirker, og de lever i et temmeligt race- eller artsopdelt samfund, hvor man godt kan glemme alt om at stille op til borgmesterposten, hvis man ikke er en gris. Hvor vidt censuren skyldes tilbagenholdenhed i Andeby med at udlevere sine mere intime detaljer eller en censur hos mediemonopolerne på Jorden er endnu uvist - måske snarest en kombination af dem begge - men hvis man i Andeby rent faktisk HAR fundet ud af, hvordan man sætter aldringsprocessen i stå, er det da faktisk yderst prisværdigt, at den forfængelige og generelt uansvarlige menneskehed nægtes denne viden, som efter al sandsynlighed for alvor ville udløse kaos og katastrofer her på Jorden.«

 

Som betegnelsen “katastrofeteori” antyder, troede dr. Gjøgsig imidlertid ikke, at den fysiologiske udvikling er bragt til ende ved nogen lykkelig begivenhed eller som resultatet af en bevidst forskningsindsats. »Jeg kan således ikke undgå at hæfte mig ved, at tidsstoppet bl.a. ifølge dr. GrandjeAnd synes at være sket omkring midten af 1940’erne eller i anden fjerdedel af dette årti. Som enkelte historiekyndige måtte vide, foregik der i dette tidsrum på Jorden en blodig begivenhed kaldt 2. Verdenskrig, og at denne også i et-eller-andet omfang havde sin parallel i Stella anatium har vi en mængde kildebelæg for, selvom eftertidens udgivere har været tilbageholdende med at offentliggøre dem. Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at Andeby var i krig i første halvdel af 1940’erne, især omkring 1942-44. Mod hvem fremgår ikke helt klart, ej heller hvem der vandt - og slet ikke hvilke tab og frygtelige konsekvenser, som sådan en moderne krig uvægerligt må have ført med sig. Kald mig blot en gammel atom-paranoid tåbe, præget af efterveer fra koldkrigstiden, men jeg er nu alvorligt bekymret for, at uanset hvad det officielle udfald på krigen var for Andeby, så er dens borgere blevet udsat for en katastrofal nuklear, kemisk eller biologisk påvirkning, der har sat den fysiologiske udvikling og naturlige aldringsproces i stå - og tilsyneladende også ødelagt Andebyborgernes kønsdrift.«

 

Som påpeget af dr. Gjøgsig, giver kilderne en række belæg for, at Andeby var i krig i tiden omkring det mulige “tidsstop” i første halvdel af 1940’erne. Forskningen har endnu ikke givet noget klart svar på, hvem krigen var rettet imod, hvad den handlede om, hvordan den blev bragt til ende og hvilke konsekvenser den i grunden fik.

 

Hertil kommenterede en rødmende professor Dam, at han nu nok mente, at ændernes kønsdrift fortsat havde det fint. Og mens flere af deltagerne med forbløffelse noterede sig, at professoren overhovedet kunne rødme, rettede dr. Gjøgsig sine ord til, at så i hvert fald forplantningsevnen synes forsvundet.

 

Og mens forsamlingen eftertænksomt grundede over den gamle rektors dystre ord, indtil seminarforAnden bestilte en ny runde fadøl for at lette stemningen, kunne dagens sidste taler gøre sig klar til at præsentere sit indlæg. Fra Bjørnologisk Fakultet skulle chefforskeren professor Jakobsen således redegøre for tidsforholdets betydning i den bjørnologiske forskning.

 

 

Tiden som faktor i den bjørnologiske forskning

Seminarindlæg ved professor J.G.G. Jakobsen, Bjørnologisk Fakultet

 

Tiden har endnu ikke spillet ind som noget afgørende diskussionspunkt i den bjørnologiske debat. For kendere af det bjørnologiske forskermiljø kan dette umiddelbart forekomme forbløffende, og jeg føler mig da også overbevist om, at så snart én af de fire skoler ser muligheder i at benytte tidsfaktoren som et afgørende argument for egne eller imod de andres teorier, vil vi se den bragt på banen på symposierne. Af samme grund kan der fra bjørnologisk side heller ikke hævdes nogen speciel sympati for den ene eller anden forklaringsteori, men faktisk har de blotte overvejelser, som min forespørgsel til de fire skoler har afstedkommet, resulteret i dannelsen af to nye tidsrelaterede underretninger, hvilket jeg vil vende tilbage til.

 

Tiden har indtil videre eksisteret som et ubestridt og uimodsagt begreb i bjørnologien, men med højst varierende betydning for de forskellige skoler og retninger. Størst betydning har den vel nok for deroutismen, hvis hele idégrundlag bygger på en forudsætning om et kronologisk fremadskridende tidsforløb, hvilket selvsagt er påkrævet, for at Bjørn kan opleve sin hævdede deroute, altså sit sociale fald fra velfungerende gårdmand og familiefar til subsistensløs skovslyngel.

 

    

Klassisk deroutistisk opfattelse af den temporale faseudvikling i Bjørns liv; fra den harmoniske familieidyl gennem social deroute til en sørgelig ende som ballademager i selskab med Skovens øvrige udskud.

 

Særlig betydning har det kronologiske tidsakseforløb for tilhængerne af den heritale tese, i hvert fald i perioden 1949-1950, hvor det hævdede generationsskifte i Familien Bjørn finder sted. Dette gælder således både de deroutistiske heritalister og de dualistiske heritalister. For dualismen i almindelighed vurderes tiden derimod ikke at være nogen afgørende faktor, hvilket også gælder for den pseudo-skizofrenistiske skole. Dog bør det nævnes, at den nyeste dualistiske forskning sætter kraftigt spørgsmålstegn ved den almindeligt udbredte opfattelse af, at Familien Bjørns unger altid er de samme, idet dualisterne opstiller det provokerende alternativ, at det faktisk er forskellige kuld, vi præsenteres for - hvilket bl.a. fremgår af, at der nogle gange er tale om to sønner, nogle gange om en dreng og en pige. I enkelte årgange er der endog eksempler på kuld med både tre og fire unger. Flere forskellige kuld må nødvendigvis kræve en eller anden form for tidsmæssig udvikling imellem beretningerne, mener dualisterne.

 

Den real-skizofrenistiske tese behøver derimod en eller anden form for tidsforløb imellem beretningerne, da Bjørn jo skal have tid til at skifte personlighed. Det er endvidere netop blandt real-skizofrenisterne, at en af de to nye underretninger med basis i de temporale teorier er opstået. Som et alternativ til skolens siden 1950-symposiet dominerende glucose-narkomanide tese, skal jeg således hermed for første gang præsentere den såkaldte real-skizofrenistiske dobbelt-tidssløjfe-tese. Tesen tager sit udgangspunkt i de klassiske tidssløjfemodeller, hvor personerne efter hver episode vender tilbage til udgangspunktet. I Bjørns tilfælde, mener de, kan han imidlertid vende tilbage til to forskellige udgangspunkter, eller rettere, den efterfølgende episode kan tage én af to hovedretninger: ENTEN som den retskafne gårdmand ELLER som den tvivlsomme ledsager til Bror Ræv. Denne dobbelte mulighed er enestående for Bjørn, idet Skovens øvrige figurer altid vender tilbage til samme personlighedsbane. Eftersom ingen af dem har erindring om forrige episodes handling, undrer det dem ikke, at Bjørn skifter karakter omtrent hver anden gang. Dog kan man forestille sig, at Fru Bjørn indimellem spekulerer over, hvad der foregår.

 

     

Er Bjørn også i temporal forstand fanget i en løkke? Det antyder en nystartet retning af real-skizofrenister. I den ene af to mulige tidssløjfer, hævder de, optræder Bjørn som den rene engel, i den anden som umoralsk skurk.

 

Mens de tidssløjfeteoretiske betragtninger således har vundet gehør i real-skizofrenistiske kredse, har de bl.a. donrosistiske tanker om et transmissionsstop imellem de to universer siden slutningen af 1950’erne med efterfølgende brug af båndede optagelser og genudsendelser sparket nyt liv i den ellers af mange hævdede kriseramte deroutistiske skole. Deroutisternes største forklaringsproblem har således været, at der i den nyere donaldisme tilsyneladende skiftevis forekommer beretninger fra Bjørns tidlige fase (som gårdmand) og sene fase (som taberslyngel), og derpå igen om den gårdejende Bjørn. Eftersom de direkte og fortløbende transmissioner siden en gang i 1950’erne er stoppet, skyldes den tilsyneladende vekslende adfærd hos Bjørn naturligvis, at de båndede optagelser og genudsendelserne bringes til os i en kronologisk set fuldstændig tilfældig uorden, hævder temporal-deroutisterne.

 

Som fakultetsleder skal jeg dog afslutningsvis understrege, at Fakultet ikke er begejstret for disse retningers tendens til at søge letkøbte forklaringer i temporalteorierne, og at vi derfor opmuntrer samtlige skoler til IKKE at lade den slags tvivlsomme betragtninger præge deres videre arbejde.

 

 

Efter behørigt bifald var der kommentarer fra salen til professor Jakobsens indlæg. Første markering kom fra den unge hr. Damgaard, der mente, at det måske var værd at bemærke, at modsat hvad vi ser i Andeby, synes der i Skoven ikke at være sket nogen teknologisk eller bebyggelsesmæssig udvikling. Denne observation fik støtte af professor Dam, der straks kunne fremlægge (som vanligt) tre forskellige forklaringsteorier: 1. Beretningerne fra Skoven er - modsat hvad der gælder for Andeby - båndede optagelser; 2. Skoven er håbløst tilbagestående i forhold til Andeby; eller 3. Der hersker to forskellige tidsdimensioner i henholdsvis Skoven og Andeby.

 

Professor Jakobsen mente på vegne af bjørnologerne at kunne svare, at mens temporal-deroutisterne ubetinget ville støtte op om professor Dams første forslag, så kan man nok ikke komme uden om, at især den anden forklaring utvivlsomt har sin store betydning. Professor Jakobsen var dog ikke glad for at kalde emnet for fakultetets forskningsindsats “håbløst tilbagestående”, idet han foretrak at beskrive skovsamfundet som udpræget ruralt og i eksemplarisk økologisk balance, men han anerkendte dog, at Skovens indbyggere såvel økonomisk, kulturelt og teknologisk nok måtte se sig en smule distanceret af deres urbane naboer i Andeby. At forestille sig en særlig tidsdimension for Skoven mente fakultetslederen derimod var at komplicere problemstillingen unødig voldsomt.

 

Den kvindelige donaldistpsykolog, dr. Petra Grozvits, der indtil videre primært har beskæftiget sig med Bjørns psykologi, afviste pure dualisternes seneste tanker om flere kuld - ligesom hun i øvrigt gennemgående afviser alle dualistiske teser. Dette fik én af dualisterne til at nævne for sidemanden - med vilje så højt, at alle hørte det - at man på disse seminarer burde have samme fornuftige regel som på de bjørnologiske symposier om, at kvinder formenes adgang. Fru Grozvits, der imidlertid ikke hører til de spagfærdige, kuede straks den formastelige dualist til frygtsom tavshed med et strengt blik og en løftet finger fra en yderst mandhaftig knytnæve, hvorpå hun fastslog, at en tidsmæssig udvikling i Skoven ER bevist, men at den er anderledes end den fra Andeby kendte. Skoven, mente hun, var - uanset professor Jakobsens betænkeligheder ved udtrykket - materielt tilbagestående, og man kunne derfor med fordel skelne imellem én tidsudvikling i Andeby og én i Skoven - om ikke andet så på samme måde som vi kender det fra vor egen verden imellem den industrialiserede verden og tredjeverdenslandene.

 

Dr. GrandjeAnd var derimod ligesom professor Jakobsen ikke begejstret for talen om “to forskellige tidsdimensioner” i henholdsvis Andeby og Skoven. Stella anatium må udgøre ét samlet temporalt system, mente han, idet vi ved flere lejligheder har set, at personer fra det ene område har bevæget sig over i det andet. Den materielle og teknologiske forskel by og land imellem må skyldes økonomiske og kulturelle variationer; det er jo også et almindeligt udbredt fænomen i vores verden, at udviklingen går langsommere i skov- og landområder end i de pulserende metropoler.

 

SeminarformAnden mente, at tiden (!) nu var ved at være inde til at runde af, men til alles forbløffelse bad professor Jakobsen da igen om ordet i sin egenskab af formand for det nystartede Dansk Vicar Forbund, idet han mente at kunne fremlægge flere temporalt relevante kildebelæg fra den neoklassiske vicarianisme. SeminarformAnden var tydeligvis uforberedt på denne anmodning, men da professor Jakobsen ligeledes er redaktør på Donaldistisk Forum, er han normalt ikke en person, man frivilligt sætter sig op imod. Og professoren fik da også sin vilje.

 

 

Ændernes egen tidsopfattelse i neoklassisk vicarianisme

Supplerende seminarindlæg af professor J.G.G. Jakobsen, Dansk Vicar Forbund (DVF)

 

Vi har i dagens løb fået fremlagt mange interessante tidsrelaterede observationer fra det donaldistiske univers, og ligeledes hørt mange spændende tolkningsforslag dertil. I Dansk Vicar Forbund, hvor vi jo studerer den store neoklassiske mester kendt fra især den nordiske donaldisme, Vicar, mener vi, at den donaldistiske forskning generelt har det med at overse den righoldige mængde af informative kvalitetskilder, som vicarianismen har at byde på. Det gælder også dagens tema, Tiden i Andeby, eller måske rettere, tiden på Stella anatium, hvilket jeg som afslutning på seminaret gerne vil illustrere med et par eksempler.

 

Et spørgsmål, som vi næsten slet ikke har berørt i dag, er, hvordan ænderne selv forholder sig til tidsforholdene i deres verden. Undrer de sig dog ikke over, at de tilsyneladende ikke bliver ældre? Meget apropos den forrige diskussion om, hvorvidt der er en tidsforskel imellem Andeby og Skoven, hvilket jeg nok vil stille mig skeptisk overfor, den korte afstand områderne imellem taget i betragtning, så kan Vicar faktisk dokumentere, at tiden i hvert fald af ænderne selv opleves at gå med forskellig hastighed i forskellige dele af deres verden. Fra Barks ved vi, at Anders ved gentagne lejligheder har været nødsaget til i al hast at forlade Andeby og søge ly i fjerne egne, såsom Timbuktu og Sydpolen, men Barks har sjældent selv fulgt med på disse eksilrejser. Vicar derimod kan berette live fra et sådan ophold for såvel Anders som ungerne på polarstationen Pladnotungusk i nærheden af Nordpolen. Her oplever vi både, at ungerne undres over de særlige tidsforhold, der hersker her, og vi får sågar et termofysisk forklaringsforslag fra Anders på, hvad årsagen hertil kan være.

 

Den langsomme tidsudvikling i det andebyske univers undrer også ænderne selv. Især når de befinder sig nær Stella anatiums nordpol, hvor tiden øjensynligt går endnu langsommere end i Andeby. (AA 41/1979)

 

Selvom tiden eller ældningsprocessen for os at se er gået i stå i Andeby, så er der imidlertid flere kildebelæg i vicarianismen, der peger på det modsatte. Da Onkel Joakim besøger en indianerstamme med rødder tilbage til inkaerne, slår han fast, at han rent faktisk bliver ældre med årene. Men som det også fremgår, kommer denne påstand voldsomt bag på inkahøvdingen. Har vi her endnu en indikation på, at der i mere end én forstand eksisterer forskellige tidszoner på Stella anatium? Eller er det bare de donaldistiske ænder, der ældes så utroligt langsomt, at det selv for andre arter i deres verden ser ud som om, at de lever evigt?

 

 

Kan de donaldistiske ænder ældes? Det mener de selv, men deres omgivelser har fra gammel tid haft deres tvivl. (AA50/1983)

 

En nøgle til hele gådens løsning findes måske i den barksistisk-vicarianistiske beretning “Vejen til evig ungdom”, der for nylig er genudsendt i Norden (AA 48/2003). Reportagen bygger på et samarbejde imellem Carl Barks, der har nedfælget begivenhederne på skrift, og Vicar, der har sørget for billederne; så skulle den kildemæssige lødighed ikke kunne blive meget bedre!

 

Onkel Joakim føler alderen trykke, men har som altid svært ved at tage afsked med sine kære.

 

Vi møder Onkel Joakim en dag, hvor det for alvor værker i hans gamle krop, og han sørgmodigt må erkende, at det vitterligt lakker imod enden. Og straks melder sig da det klassiske spørgsmål; hvad skal der dog ske med hans kære penge. Nok engang synes konklusionen at være, at han er nødt til at holde sig i live en tid endnu, ikke for sin egen, men for sine penges skyld!

 

Endnu et bevis for den højt besungne Andebylitteraturs kvalitet. Man kan simpelthen altid finde svaret i en bog!

 

Løsningen finder han tilsyneladende i bind 4 af det litterære flerbindsværk Himlamajas hemmeligheder, hvori det beskrives, hvordan folk i Ungdommens Dal i Himlamaja aldrig ældes. Man må i den forbindelse atter forbløffes over det litterære vidensniveau i Andeby, men også over udgivernes jordbundne og beherskede behandling af denne viden. Man kan kun forestille sig, hvordan kendskabet til en fjern dal med ungdomsgivende virkning ville blive blæst op og udnyttet kommercielt i vores verden - og ikke nøjes med en hengemt tilværelse i bind 4...

 

Vel ankommen til Himlamaja går Onkel Joakim på jagt i Ungdommens dal efter dalens hemmelighed. Undervejs udspiller der sig en interessant ordveksling imellem Joakim og hans unge grandnevøer, hvori det fastslås, at Onkel Joakim virkelig er tudsegammel - men også, hvilket i denne sammenhæng kan være nok så bemærkelsesværdigt, at ænderne selv faktisk aldrig rigtig har spekuleret videre over det underlige i dette.

 

 

Rip, Rap og Rup synes for første gang at undre sig over, hvor gammel deres gamle grandonkel egentlig er.

 

For Joakim selv er det imidlertid ret uinteressant, hvor gammel han er, i forhold til spørgsmålet om, hvor meget ældre han kan blive. Gammel, udslidt og krumbøjet spørger han til sidst dalens skatmester, om denne kender hemmeligheden. Og da den gamle tibetanske vismand afslører hemmeligheden bag vejen til evig ungdom, må ænderne udstøde det ved den slags begivenheder obligatoriske »Gisp!«.

 

  

Sandheden er som oftest chokerende - og uretfærdig. “Den som har, skal mere gives”.

 

Sandheden er ganske vist lidt mere nuanceret end blot at “rigdom er vejen til evig ungdom”, hvilket man selv må læse sig til, men det påfaldende er, at Onkel Joakim jo ved historiens begyndelse føler sig træt og udslidt, til trods for, at han sandsynligvis også inden da med vanlig hygiejnisk disciplin har dyrket sine daglige pengebade.

 

Findes årsagen til de særlige tidsforhold i Andeby mon her i Onkel Joakims velbevogtede pengetank?

 

Hvorom alting er, så skal min udgangsreplik på dette foredrag være et spørgsmål om, hvorvidt det mon i overensstemmelse med den vise mand fra Himlamaja kan være, at de tilsyneladende exceptionelle tidsforhold i Andeby kan have forbindelse til Onkel Joakims enestående store samling af likvide midler? Er det metallet i mønterne, der skaber forvirring i Stella anatiums magnetiske balance, så en bizar tidsboble er opstået omkring Andeby samtidig med pengetankens konstruktion? Eller er det den kemiske sammensætning i de andebyske mønter, der gør, at de har en healende og livstidsforlængende indvirkning på ænderne? »Bare onkel Joakims penge havde den samme virkning på os, som de har på ham!« sukker Rip, Rap og Rup i udgangsscenen, og det er der jo faktisk en hel del, der tyder på, at de har. Spørgsmålet er, om Joakim har penge nok til at holde hele Andeby fri for ældning? Og hvis penge virkelig er vejen til evig ungdom, så kan man jo for alvor tale om social ulighed i Stella anatium, hvor få har meget - og lever evigt.

 

 

Professor Jakobsen høstede nok et bredt bifald for sit andet foredrag, der tydeligvis både havde provokeret og inspireret en del af tilhørerne, men inden kommentarerne kom flyvende fra salen, greb seminarformAnden ind og konstaterede, at tiden var så fremskreden, at det officielle seminar hermed måtte afsluttes, men at diskussionen naturligvis kunne fortsætte i mere uofficielt regi. Og det gjorde den så, ledsaget af flere skumfyldte drikke og akkompagneret af lystig popmusik, men af hensyn til deltagernes omdømme slutter referatet her.

 

 

Og således kunne konklusionen på Det 3. Donaldistiske Seminar om Tiden i Andeby blive, at forskerne endnu engang var langt fra at være enige, men i det mindste havde fået vendt og drejet et væsentligt emne for den donaldistiske grundforståelse, som der fortsat må forskes mere i.

 

 

Litteratur og referencer:

 

Afdelingen for Temporalforskning

 

Retur til Akademiets forside

 

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører © Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.