Kom, kom til Alaska!

Baseret på seminarindlæg ved professor dr.don. J.G.G. Jakobsen, SAD (2006)

I Andeby foregår alting pænt og ordentligt. Man drikker intet stærkere end limonade, man finder ingen røgfyldte, luskede barer (måske på nær nede ved havnen), der foregår ingen hasardspil, og man ser ikke skyggen af sexuelt ladet adfærd i upassende former. Hvordan kan nu det være, har mangen donaldist gennem tiderne spurgt sig selv og andre, ikke uden en snert af skuffelse i stemmen. Lever de virkeligt så puritansk i Andeby? Er sex virkelig et ukendt fænomen i såvel tanke som praksis? Får man virkelig kun børn gennem besøg af udenbys nevøer og niecer? Serveres der virkelig intet stærkere på byens forlystelsessteder end limonade, boblesprøjt og iscreme med banan og flødeskum? Og er den mest ophidsende form for spil virkelig, når Andebys Dameklub holder tombola over en kalkun på den årlige julebazar?

Mange donaldister har tilsyneladende fundet dette svært at tro. “Der må være spiritus i limonaden”, “der må være narkotika i boblesprøjten”, har det lydt fra flere sider - ikke mindst fra SAD’s. “Der foregår garanteret en masse sexuelt i de andebyske hjem når vi ikke kigger”, har det ligeledes været så godt som fastslået siden starten af 1980’erne, “..og når vi ikke må se det, er det sikkert noget rigtig værre noget!” Også her må SAD siges at have været godt med på vognen. Dermed har der ligeledes været banet vej for en af den akademiske donaldismes yndlingsbeskæftigelser: udviklingen af paranoide teser om censur. “Joakim von And’s sikkerhedstjeneste kontrollerer alle reportager inden de får lov at komme ud af byen”, lyder den ene version, mens de fleste donaldister foretrækker at henlægge den grumme censurrolle til monopolhaverne af formidlingen i vor del af verden, nemlig xxxxxx-koncernen og xxxxxx-forlaget.

Men er disse censuristiske teorier nu også helt forenelige med kildematerialet? Undertegnede er oprigtigt talt ved at komme i tvivl, efter at det er gået op for mig, at alt det vi normalt går rundt og siger er tabubelagt og bortcensureret i donaldismen rent faktisk foregår ganske åbenlyst! Der både drikkes, ryges, spilles om penge og plejes omgang med letpåklædte, forførende damer af den dejligt tvivlsomme slags. Men ikke i Andeby. Kun ét sted i Stella anatium oplever man dette indiskrete, løsslupne leben: i Stella anatiums Alaska!

Den klassiske overlevering om de særegne forhold oppe i det kolde nord stammer fra Carl Barks og hans beskrivelse af, hvordan den unge Joakim von And blev voldsomt upopulær blandt de lokale, dengang han gravede guld i Alaska (OS 386). Han arbejdede benhårdt og brugte ikke sine surt opnåede penge på druk, damer og spil - sådan som det ellers tydeligvis var god kutyme at gøre i guldgraverbyen. Ganske vist ser man ingen dans, hasardspil eller druk - eller værre ting - udført i den oprindelige barksistiske duckumentation fra 1952, men foruden omtalen af sådanne vederstyggeligheder i teksten insinueres i hvert fald hasardspillet kraftigt med skiltningen på husene i baggrunden, ligesom de altid skarpsynede donaldistiske sexologer med fryd forlængst har henledt opmærksomheden på den barm- og hoftefagre dame ved indgangen til casinoet.

Endnu tydeligere er dekadencen imidlertid i Barks’ egen rekonstruktion af samme scene i oliemaleriet Nobody’s Spending Fool fra 1974. Her flyder hovedgaden i Dawson med bevidstløse fulderikker, tomme flasker og håndvåben, der averteres explicit med BEER i et af vinduerne...og med GIRLS (sic!) foran et velbesøgt dansested! At der ikke er tale om tomme løfter fremgår af, at tre skønne “værtinder” står udenfor svingdøren, de to af dem endda med yderst nedringede kjoler, mens der inde bag vinduet ses højt løftede og tilsyneladende ganske utildækkede kvindeben. Et fuldstændigt utænkeligt scenario i Andeby. Lovløsheden understreges af, at en skummel, sortskægget type uden frygt kan stå ret neden for sin egen efterlysningsplakat i snak med en af byens prominente bedsteborgere.

Endnu mere markant er forskellen i en anden barksistisk reproduktion af de gamle dage i Dawson City, hvor vi i den klassiske beretning Back to the Klondike (OS 456, 1953) først overværer et legendarisk kæmpeslagsmål, der både involverer skarpe stikvåben, knuste flasker, økser, knipler, skydevåben og en øltønde (samt en enkelt spytbakke), og i det hele taget må betegnes som et voldsinferno, hvis tilsvarende man ville lede forgæves efter i Andeby Politis rapporter. De knuste flasker og øltønder indikerer kraftigt, at aggressionerne meget vel kan skyldes et større indtag af alkohol (dog ikke hos Joakim), men aggressiviteten synes også at udtrykke den allerede konstaterede utilfredshed med unge von Ands afvigende adfærd i denne alternative fristad. Hvor vidt deltagelsen i slagsmålet øger alaskanitternes respekt for Joakim fremgår ikke, men det er da langt fra usandsynligt.

Efter denne svælgen i druk og vold tager historien en drejning til det - set med Andebyøjne - endnu værre, idet unge Joakim med vold bortfører en ung smuk kvinde, og med determineret mine slæber hende med sig ud til sin afsides beliggende hytte, hvor han gennem en måned tvinger hende til at “arbejde” en påstået gæld af. Som allerede påpeget af Katherine Sullivan hører denne scene nok til en af de mest suspekte i hele den anatide donaldismes historie; og også Barks har senere indrømmet, at hans duckumentation denne gang nok gik over stregen.

Hertil vil censuristerne fremføre, at denne del af beretningen jo rent faktisk også BLEV bortklippet af Disneys censurkorps. Jovist, vil jeg dertil svare, ved førsteudgivelsen tilbage i 1953, men de bortklippede sider er jo forlængst sat tilbage igen og udgivet af bemeldte mediekompagnier i stort anlagte publikationer. Derfor er det efter min bedste vurdering ej længere rimeligt vedvarende at udslynge disse skingre opråb om censur.

Og da slet ikke i de Disney-licenserede oliemalerier, som Barks i 1970’erne producerede som retrospektive og ofte næsten chokerende afslørende gengivelser af gamle klassiske episoder. Som nu nedenstående billedet She was spangled and flashy fra 1975, hvor vi i “Café den Sorte Bjørn” finder gulvet tætpakket med fluedækkede, bevidstløse branderter, klamrende sig til diverse flasker med etiketter, der entydigt afslører et stærkt alkoholisk indhold. Oppe på scenen står fire forførende unge kvinder og danser can-can, hvorved de til pøbelens begejstring med al ønskelig tydelighed fremviser deres pikante underbeklædning, hvortil man kan forestille sig, at de opspændte, frodige barme gynger lystigt i takt til musikken. Set med nutidens sundhedspolitiske øjne er det mest opsigtsvækkende måske, at der tydeligvis ryges ganske urestriktioneret i et omfang, man herhjemme efterhånden kun vil genfinde i Folketingets frokoststue. Hvilket i øvrigt har den uheldige effekt, at dansepigernes kunstneriske udfoldelser sløres betydeligt af røgtågerne (i caféen altså, ikke i Folketingets frokoststue...). Og midt i denne syndflod af dekadence står så Alaskas Stjerne, den skønne Gulda, med en yderst udfordrende hoftedrejning, et gennemborende, næsten skræmmende sensuelt blik skarpt målrettet imod Joakim, og et grådigt grin om næbbet. Velkommen til “Lastens Hule”!

En sådan café ville ikke beholde sin licens i ret mange timer i Andeby. Om end man måske nok kan forestille sig, at Inspektør Snus ville holde stedet under nøje observation fra et diskret bord bagest i lokalet et pænt stykke tid, inden han melder tilbage til stationen.

Og siden da har det ikke skortet på opsigtsvækkende afsløringer om forholdene i den nordlige fristad. I 1987 kunne Joakim erindre, at han under en depressiv periode oppe i Alaska “vist fik en limonade for meget”, vaklede over til spillebordet og ødslede EN HEL KRONE bort på hasardspil!

Ved en senere tilbageskueningslejlighed er det ikke blot “limonade”, men noget så hardcore som hvidtøl, der serveres for den tørstige unge Joakim - uden at han dog denne gang når at gøre sig til gode med sagerne.

Og at al denne dekadente vederstyggelighed ikke blot er en ting af fortiden, blev duckumenteret i 1987, hvor Bjørnebanden har taget turen helt til Alaska, hvor de endelig - med egne ord - “nu kan få en ordentlig drink!”

Det er her værd at bemærke, at for de med alkohol uvante Andebyskurke anses nisseøl for en rimelig vild, rå og maskulin drik at fejre sine forbrydelser med. Og at bartenderen ved, at turister fra Andeby gladelig slipper 400 kroner pr. krus. Ja, de regner det ligefrem for småpenge. [1]

Også hvad det sexuelle angår, har Alaska fastholdt sin position som frisindethedens højborg i Stella anatium. Næppe er Joakim og Anders sluppet ud af det puritanske Andeby og op til den nordlige fristad, hvor et filmselskab i 1990 vil lave en film over Joakims unge dage, førend de lader deres sexuelle drifter få frit løb og savlende checker de unge, veldrejede kvindelige skuespillere ud i garderoben (AA 48/1990). Dét var aldrig gået i Andeby.

Heller ikke gamle Gulda har mistet meget af gnisten siden sin vilde ungdom. Således kan Don Rosa berette, at da Joakim og familien nok engang kommer tilbage til Dawson, tilbyder hun med vanligt forførende øjne og et frækt smil Joakim “et sted at være i nat”. Igen helt utænkeligt i Andeby.

Samme Don Rosa kunne endvidere for nylig i beretningen Fangen ved Sølvstrømmen (AA 22-24/2006) bringe ny opmærksomhed til det gamle, ømfindtlige spørgsmål angående Joakim og Guldas unge dage (og nætter): »Hvad skete der i løbet af den måned ved Sølvstrømmen?«

Spørgsmålet stilles tilsyneladende naivt og uskyldigt af børnene Rip, Rap og Rup,[2] og selvom hverken de eller vi rigtig gives noget explicit svar derpå, så lader onklernes reaktion tydeligt afsløre, at svaret ikke egner sig for uskyldige ællingeøren (eller museøren, for den sags skyld).

Hvis Gulda og Joakims hemmelighed vitterlig er af en karakter, som hele affærens undertone lader os ane, så kan det undre, at Anders synes at være bekendt med den. Det er svært at forestille sig, at den gamle onkel har delt sine saftige ungkarleminder med nevøen over et par boblesprøjt (eller en kande muskatnødde-te) i pengetankens køkken, så sagen er vel snarere, at Anders selv har en lumsk (og lummer) anelse om, hvad der er foregået i guldgraverhytten.

Hvis man skal tro Joakim von Ands eget flashback fra den dampende fortid, var mødet da mildest talt heller ikke uden erotisk ladede elementer. Der er således i forbindelse med parrets vandretur langs Sølvstrømmen, at vi overhører et af donaldismens hidtil mest utilslørede eksempler på sexuelle hentydninger.

Kunne Anders slippe afsted med at sige noget tilsvarende til Andersine på en spadseretur langs åen hjemme i Andeby? I don’t think so. Only in Alaska...

I det hele taget må det nok konkluderes, at Gyldne Gulda er af en sådan sensuel natur, at hun næppe overhovedet vil kunne tillades at bevæge sig frit omkring i Andeby. Selv på hendes gamle dage er hendes effekt på aldrende, anatide multi-milliardærer så heftig, at det spontant ville udløse overtrædelse af adskillige kapitler i Andebys sædelighedslovgivning.

Da vi med ovenstående kildebelæg er nået over i den vicarianske afdeling af donaldismens kildevæld, som jeg som formAnd for Dansk Vicar Forbund altid i særlig grad nyder at øse af, så skal jeg ikke undlade at supplere med et andet muligt, og i positivt (?) fald temmelig suspekt eksempel på den sexuelle løssluppenhed i Stella anatiums Dawson City. Og samtidig et eksempel på, at byens øvrighed trods alt prøver at sætte nogle grænser for, hvad man vil lægge lagner og omdømme til.

Lad gå med at to voksne hanænder ønsker at dele hotelværelse med tre ællinger, ingen løftede øjenbryn hos værten af den grund, men til gengæld gør man på hotellet en del ud af at understrege, at gæsterne IKKE må tage slædehunde med op på værelserne, og i endnu mindre grad tage dem med i seng!! Den ret så bastante skiltning med dette forbud kan dårligt tolkes som andet end et udtryk for, at en sådan adfærd hidtil har været almindelig i Dawson. I hvert fald mere almindelig end hvad hotelbranchen bryder sig om. Enhver donaldist kan jo så gøre op med selv, hvad der mon ligger bag denne tankevækkende duckumentation (eller måske rettere “dogumentation”), men selv i Dawson City kan vintrene tilsyneladende være lange, kolde og ensomme. Og selv “Alaskas Dronning” er jo ved at være gammel...

Som afslutning på mit indlæg vil jeg, fortsat på vegne af Dansk Vicar Forbund, inddrage et supplerende vicariansk kildebelæg, der kunne antyde, at Alaska og Dawson City muligvis ikke er det eneste område i Stella anatium med en sådan fristadsstatus. Også andeplanetens Hawaii bærer præg af noget tilsvarende. I slutningen af 2005 kunne Vicar således duckumentere, at ude af Andersines og det puritanske Andebys overvågning på havet ud for det eksotiske Hawaii, er Anders ikke sen til at lade sine indre drifter vække til live af de unge, lokale skønheder.

Ude af vane med den slags ophidselser bliver det dog hurtigt for meget for Anders’ halefjer, hvilket jo nok engang peger hen i retning af, at dr. Grobian Gans havde ret i sin legendariske tale om “erigerede halefjer”.

Men dermed er jeg ved at forlade mit tema. Min konklusion på disse studier er altså dels, at de donaldistiske forskere bør genoverveje holdbarheden af den efterhånden meget udbredte censuristiske skole, der bestandigt beskylder visse mediekompagnier for at foreholde os vitale oplysninger fra Andeby. Eftersom en tilsvarende “censur” ikke synes at gælde for donaldistiske beretninger fra en anden af Stella anatiums regioner, er sandheden måske snarere, at beretningerne vitterligt afspejler de virkelige forhold, således at vi i Stella anatium har ét - set med vore øjne temmeligt strengt og asketisk - normsæt gældende for Andeby, mens i hvert fald Alaska, og her særligt Klondike og Dawson City, udmærker sig ved helt anderledes frisindede regler og livssyn. Her er alt det tilladt, som man ikke må i den store metropol Andeby. Her samles de udstødte og dem der ikke kan eller vil tilpasse sig de strenge samfundsetiske normer i Andeby. Her kan de leve, drikke, ryge, spille, danse cancan, savle over dejlige damer og pleje kønslig omgang med hverandre som de lyster (slædehunde på hotelværelser undtaget), uden at nogen ser forarget på dem af den grund. Og hertil ankommer - ikke overraskende - fra tid til anden turister fra Andeby og resten af den regulerede verden, nogle for at opleve og gyse over det sagnomspundne kulturchok (efter guldårernes udtømning er turisterhvervet formentligt områdets vigtigste indtægtskilde), andre for selv at kaste sig ud i de mange forbudte fristelser for en stund, inden de vender tilbage til det pæne liv. Man fristes næsten til at betegne Alaska som “donaldismens Christiania”. For alaskanitterne og Stella anatiums kulturelle mangfoldighed må man da blot håbe, at myndighederne i Andeby er mere tolerante og bredtsynede end visse af deres kollegaer på Christiansborg, og at vi ikke kommer til at opleve bulldozerne rydde Café Den Sorte Bjørn og Klondike Street. Med Hr. von Ands sentimentale forhold til stedet er risikoen for sådanne tragiske tiltag dog næppe heller overhængende...

Inden alle mine geografisk begavede kritikere måtte fare til tasterne for at gøre mig opmærksom på, at Dawson City og Klondike rettelig ligger i Canada og slet ikke i Alaska, så lad mig anføre, at min stædige brug af landenavnet Alaska ikke skyldes manglende viden om, at det canadiske tilhørsforhold ganske rigtig er gældende på nærværende klodes nordamerikanske kontinent..

... men derimod en erkendelse af, at forholdene også på dette felt synes at afvige i Stella anatium. I to af de ovennævnte beretninger hedder det således explicit, at handlingen foregår i ‘Klondike, Alaska’, i den tredje kun ‘Alaska’, den fjerde bruger benævnelsen ‘Yukon’, og den femte nævner blot ‘Klondike’. Rent faktisk mindes jeg aldrig i kilderne at have stødt på omtale af et donaldistisk ‘Canada’.[3] Heller ikke i klassikeren Anders And og den gyldne hjelm (OS 408) indgår betegnelsen ‘Canada’, hvorimod landområderne Labrador og Newfoundland ligger på deres velkendte plads på det nordamerikanske kontinent.[4] Da heller ikke føderationen USA fylder meget i de donaldistiske kildeskrifter, efterlader dette jo rum for nogle interessante overvejelser omkring politisk statsdannelse i donaldismens Nordamerika - i øvrigt også jævnfør hr. Preben Duckows tankevækkende teser fremlagt for nylig om bystaten Andeby.

[1] For donaldistiske økonomer kan det i øvrigt være interessant at mærke sig en inflation på 399.900% i tidsrummet mellem unge Joakims og Bjørnebandens saloonbesøg, hvis man da ellers kan tillade sig at sammenligne prisen på hvidtøl og nisseøl.

[2] ..om end man dog kan synes, at uskyldigheden virker en kende påtaget, idet de tre drenges øjne stråler mistænkeligt voldsomt op ved udsigten til at høre Onkel Joakim fortælle om sine ungdomsmeritter i hytten med Gulda; hvorfor synes de egentlig dén afsløring er SÅ spændende, hvis de ikke deler deres Onkel Anders' forhåndsformodning om historiens indhold...?

[3] Idet jeg på dette punkt vælger at se bort fra Don Rosas beretninger, der jo udtrykkeligt og bevidst søger at “jordificere” historien og geografien i donaldismen så meget som muligt, hvilket efter min og flere af mine kollegaers mening gør dele af hans materiale problematisk at bruge i akademisk-donaldistisk forskningssammenhæng.

Anvendte billedkildeforkortelser (fremkommer ved at placere cursoren på billedet):

Sullivan: Ikke alt der glimter er Gulda		Duckow: Fra perifer provinsby til bystat

Institut for Donaldistisk Sexologi		Afdelingen for Druk & Narko

	Det 5. Donaldistiske Seminar

	Retur til Akademiets forside

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.