Sydnordisk Akademi for Donaldisme : Afdelingen for Druk & Narko

“En lille sort”

Nye bekymrende belæg for Joakim von Ands narkomani

af professor J.G.G. Jakobsen, Dansk Vicar Forbund 2007

Joakim von And er afhængig! »Afhængig af penge?«, tænker De nu måske, »ja, det er jo ikke ligefrem nogen nyhed.« Men det er ikke hans monetære addiktion, som jeg her tænker på, men derimod den gamle rigands uheldige smag for euforiserende stoffer opløst i varme væsker. Ret beset er dette jo heller ikke nogen banebrydende nyhed. Dr. Johaan Hop van de Haavelouw kunne som bekendt i 2005 afsløre, hvordan Hr. von And forvandles til et sørgeligt rystende narkovrag, når han (altså Hr. von And) ikke får sin daglige dosis muskatnødde-te, og senere kunne ducktorens unge lærling og Ph.Duck-studerende Johannes Drukken de Dacia konstatere, at fantasillionæren også i post-barksismen fortsat dyrker sine grimme laster, nu med uhyggelige vrangforestillinger til følge, og at den slags misbrugsvaner i øvrigt går langt tilbage i den anatide kultur - og endda findes repræsenteret med opskrifter i Grønspættebogen!

Der er desværre intet der tyder på, at tingene siden da er blevet bedre. Snarere tværtimod. Fra rysteture og ynkelig afhængighed i 1962 (US 39) og groteske ‘bad trips’ i 2005 (AA 46/2005) er Joakim von Ands misbrug ifølge de seneste efterretninger nu nået til et direkte livstruende niveau med tvangsindlæggelse på en afvænningsklinik til følge!

I et af de seneste numre af Anders Ands & Co. (AA 12/2007) er vi således vidner til, hvordan Hr. von Ands sædvanlige, rolige arbejdsdag pludselig får en uventet afbrydelse.

Og nej, det er ikke dårligt nyt fra aktiebørsen om at kursen på høje silkehatte er faldet et halvt procentpoint, der udløser den bratte telefoniske afbrydelse. Efter at være kommet til hægterne igen med en af dagens 8-10 kopper “raketbrændstof”, siger det pludselig »GARK!« endnu en gang.

Hvad er dog galt? Lægen tilkaldes, og som det generelt gælder for Andebys imponerende dygtige lægestand, er han blot ved hjælp af et stetoskop og et enkelt uddybende spørgsmål i stand til at stille sin diagnose.

Som det ofte ses blandt narkomaner, har Hr. von Ands stofmisbrug udviklet sig i retning mod stadig hårdere substanser. Nu er det ikke længere nok med te brygget på muskatnød eller sjove urter. Tværtimod spytter han foragteligt den slags sprøjt ud, hvis Frk. Rappesen formaster sig til at servere det for ham.

Nu skal der anderledes kraftige bønner i koppen for at bibringe ham den dulmende rus. Men efterhånden er ekstrakterne blevet så kraftige, at hjertet ikke længere kan klare mosten. Den gamle and tvangsindlægges på Dr. Mokkas kaffeafvænningsklinik.

Her kan der være grund til et kort øjeblik at dvæle ved beretningens termbrug. Som det allerede ved tidligere lejligheder er blevet fastslået af flere internationale topforskere (se foruden dr. Hop van de Haavelouws forskningsgennemgang også temarapporten Drikkevaner i Andeby), så synes der i Andeby at være en tendens til, at tilsyneladende ganske stærke og vanedannende drikke påhæftes nogle misvisende, uskyldige betegnelser (såsom “limonade”, “nisseøl”, “iscreme med banan og flødeskum” og ikke mindst “læskedrik”-varemærket Boblesprøjt). Andre internationale topforskere, såsom undertegnede, har udpeget en sandsynlig forklaring på dette betegnelsesmæssige skalkeskjul i en ganske streng lovgivning på området i Andeby, hvor salg og indtagelse af alkoholiske og andre sundhedsskadelige, vanedannende drikke som udgangspunkt er forbudt indenfor bygrænsen.

Men som så ofte ved den slags forbud, står der straks skrupelløse personer klar i kulissen til at omgå dem; faktisk er Hr. von And selv blevet udpeget som den potentielle bagmand bag det tvivlsomme produkt Boblesprøjt.

Hvilket altsammen fører mig frem til spørgsmålet: Er Joakim von Ands “kaffe” overhovedet kaffe? Eller er der eventuelt blandet noget kraftigere end koffein i pulveret fra de kværnede kaffebønner? Undertegnede forfatter drikker således med lethed 3 kander sort kaffe om dagen uden at jeg på nogen måde af den grund er afhængig, og hvad angår visse vildfarne helsefanatikeres grundløse påstande om, at kaffe skulle være skadeligt, vil jeg som svar blot citere den store danske lyriker Per Vers fra hans geniale værk “Black Power”: »Alt det gas, om at det er gift, det er gas. Det får mig på toppen som et skiliftpas.« Helt anderledes forholder det sig tydeligvis i Andeby, hvor Dr. Mokka har gennemskuet “kaffens” sorte hemmelighed og derfor har bandlyst den falske varebetegnelse  - og i stedet kaldes væsken indenfor klinikkens mure ved den her langt mere retvisende betegnelse: “Den sorte Gift!” (Lat.: Toxicum negra).

På afvænningsklinikken udsættes Hr. von And for nogle yderst interessante behandlingsmetoder, såsom helbredende, harmoniske delfinvibrationer, og mens man må imponeres over andekroppens anatomiske evne til at flyde (omend kendere af Oldigs-teorien om årsagen til, at hanænder normalt iklæder sig badebukser ved kontakt med vand, uvægerligt bekymres lidt ved Hr. von Ands kropsposition - og måske endnu mere ved det store smil på Dr. Mokkas ansigt)...

.. så synes behandlingen ikke at have nogen afgørende effekt på Joakim von Ands psykiske væsen. Tværtimod bliver trangen efter “den sorte gift”  kun stadig mere dominerende i den indlagte ands tanker...

..og snart har den snedige Onkel Joakim da også fundet et hul i klinikkens sikkerhedssystem (og havemur), således at hans nevø kan servere ham en kop af den dampende narko. 

Læseren vil med væmmelse mærke sig patientens salige savlen og de udspillede pupiller, der er tæt på at poppe helt ud af øjnene, ved udsigten til den eftertragtede drik.

Næste scene viser, hvordan narkoman(d)en nyder følelsen af genfødsel (rettelig: genklækning), mens den euforiserende rus breder sig i kroppen, og umiddelbart efter hvordan han ynkeligt søger at skjule sandheden om sin pinlige afhængighed med desperate løgne. Sørgeligt, sørgeligt!

Men som det så ofte gælder i donaldismen, er ingen situation så slem, at den ikke kan blive værre. Efter at Dr. Mokkas vagter har fundet hullet i sikkerhedssystemet  (og havemuren) og muret det til, udtænker den kaffeafhængige andehjerne snart nye suspekte løsninger, idet Hr. von And uden mindste tegn på skrupler involverer sin underbetalte nevø i decideret narkosmugling.

Men det skal blive værre endnu. Det varer nemlig ikke længe, førend den gesjæftige forretnings(m)and finder ud af, at der er store penge at tjene på også at udnytte sine medpatienters afhængighed, så han ikke blot hjælper dem til at bryde deres pådømte og højst tiltrængte afvænning, men samtidig ganske skamløst scorer kassen derpå. Sørgeligt og skammeligt!

En tid lang står denne skandaløse adfærd på, hvor Hr. von And snart får sat narkoleverancerne i system gennem indsmugling af en kaffemaskine adskilt i smådele gemt i udhulede bøger (rendyrket litterær barbarisme!), og der oprettes smugkro med ågerpriser i von Ands værelse, hvortil der er adgang med det særdeles politisk ukorrekte kodeord “den lille sorte”, men heldigvis bliver disse uhyrlige ulovligheder til sidst endelig afsløret og bragt til ende. Dr. Mokka giver Hr. von And en yderst berettiget reprimande, men den hardcore narkobaron lader desværre fuldkommen upåvirket.

Det er således en helt igennem sørgelig duckumentarberetning, som d’herrer Transgaard og Vicar her har kunnet afsløre for os. Man kan kun i sit stille sind frygte for, hvor længe Hr. von Ands hjerte og nyrer mon holder til denne fysiologiske selvforurening, samt hvor mange andre svage sjæle han i sin grænseløse griskhed trækker med sig ned i sølet.

Men måske er der håb endnu. Hvad hverken Andebys lægestand eller en eventuel moral hos von And selv synes at kunne udvirke, har nevøen Anders muligvis held med sidst i samme beretning, hvor han udnytter, at der trods alt er én trang hos Joakim von And, der er større end hans behov for euforiserende væsker: hans kærlighed til penge. 

Den smukke morale på denne eller så sorte historie kunne altså være, at Kærlighed overvinder alt! Lad os alle sende et par gode, velristede bønner til de højere magter om, at dette fromme håb holder vand.

Sydnordisk Akademi for Donaldisme henleder opmærksomheden på, at rettighederne til (næsten) alle de anvendte billeder på Akademiets sider tilhører ©Disney, der i Danmark er repræsenteret ved Egmont Serieforlaget A/S. Billedmaterialet må ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed.